Slagelse.News – En kvinde råbte og slog ud efter forbipasserende på Schweizerpladsen i Slagelse. Senere dukkede hun op på en restaurant. Afslutningsvist smadrede hun flasker på gaden ved Fisketorvet.
En 44-årig kvinde bragte sig selv i politiets søgelys flere gange i løbet af torsdagen, hvor hun befandt sig forskellige steder i Slagelse Midtby. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.
Kvinden nåede at få tre sigtelser i løbet af samme dag
Kl. 15.25 fik politiet en anmeldelse om, at kvinden råbte og slog ud efter forbipasserende på Schweizerpladsen i Slagelse. Derfor blev hun sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og hjulpet til banegården for at tage toget.
Kl. 19.38 var kvinden imidlertid retur på Schweizerpladsen, for her dukkede hun op i en restaurant, hvor hun var højtråbende og generede gæsterne. Også denne gang blev kvinden sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
En times tid senere var kvinden nået til Fisketorvet, og her smadrede hun flasker på gaden. Den 44-årige blev for tredje gang den dag sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, og fordi hun virkede noget ude af balance, blev hun kørt til behandling på sygehuset.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). DR/lale.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.