Artiklen er opdateret for 3 år siden.
Slagelse.News – Professionshøjskolen Absalons nye campus ved banegården er nomineret til en pris, og alle er velkomne til at stemme på Absalon eller et af de fire andre skolebyggerier.
Bæredygtighed samt byudvikling, bevægelse og liv i byen
Skolebyggeri må og skal være bæredygtigt, hvis vi skal nå det ambitiøse klimamål om at reducere Danmarks CO2-udslip med 70 procent inden 2030 – og blive helt klimaneutrale i 2050. Det har også været et vigtigt parameter for de fem nominerede til Nohrcons pris for årets skolebyggeri.
Nohrcons årlige kåring sætter ekstra fokus på nye spændende projekter, der kan vise vejen frem for fremtidens læringsrum og inspirere andre, der skal i gang med lignende projekter. Tidens tendens er blandt andet bæredygtighed på flere fronter.
Andre aspekter iblandt de nominerede projekter, af ellers vidt forskellig karakter, er ønsket om at bidrage positivt til byudvikling, bevægelse og liv i byen.
Det kan for eksempel være som logistisk bindeled til nye bydele, ved at samle byens borgere i nye, spændende udemiljøer eller via bevægelsesstier til børnene i stil med det røde bevægelsesloop, som sidste års vinder, Lindbjergskolen i Herning, gjorde landskendt.
En jury med nøje udvalgte fageksperter har nomineret fem fantastiske projekter til en offentlig afstemning. Afstemningen er nu åben, og alle kan pege på deres favorit og den retning, skolebyggeri skal tage i fremtiden.
Den offentlige afstemning lukker den 6. august, og vinderen afsløres den 12. august!
Du kan afgive din stemme på: da.surveymonkey.com/r/aaretsskolebyggeri2021
Øverst: Professionshøjskolen Absalon ved Banegården i Slagelse. (Foto: Nohrcon / Emil Søndergård). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.