Peberspray brugt ved hjemmerøveri i Skælskør

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Skaelskor.News – Hjemmerøvere brugte peberspray hos et ældre ægtepar i Skælskør, hvor de røvede et dyrt Rolex-ur.

I går blev fire mænd i alderen 19-20 år anholdt i Nyborg for et hjemmerøveri hos et ældre ægtepar på Skytteengen i Skælskør.

Herefter blev to løsladt, hvorpå to andre blev fremstillet i dag torsdag i et grundlovsforhør ved Retten i Næstved. Det oplyser politiet og flere medier.

Planlagde røveriet i forbindelse med en annonce i Den Blå Avis

Ritzau oplyser, at de to tiltalte sammen med en eller flere andre havde planlagt at begå røveriet i forbindelse med et Rolex-ur til en værdi af cirka 68.000 kroner, som var sat til salg i Den Blå Avis.

De unge troppede op på bopælen i Skælskør i går onsdag kl. 12.20, hvor de angiveligt tog hårdt fat i den 83-årige mand, inden de sprøjtede ham med peberspray. Det skriver TV2 Øst.

Efter røveriet efterlyste Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter to personer i en mindre grå Citroën, som var kørt i en ukendt retning.

Fire anholdt ved en storstilet politiaktion i Nyborg

Sent onsdag eftermiddag blev fire personer anholdt ved en storstilet politiaktion i Nyborgs gader.

Et vidne har fortalt, at han havde set mindst fem politibiler i Nyborg midtby. Et andet vidne har angiveligt skrevet på Facebook, at hun havde set en betjent jagte en ung mand gennem Kongegade i Nyborg, hvor den unge mand smed noget fra sig. Det skriver Fyns Stiftstidende.

»Jeg kan bekræfte, at vi har været til stede med flere patruljer i Nyborg i tidsrummet fra kl. 16 og cirka to timer frem. Og at der er foretaget anholdelser af flere personer i den forbindelse. Men hvad sagen nærmere handler om, kan jeg ikke sige, da der er tale om en udløber af en sag fra en anden kreds. Jeg vil ikke risikere at ødelægge deres efterforskning,« sagde vagtchefen ved Fyns Politi, Thomas Bentsen, til mediet.

Strafferammen for røveriet er op til seks års fængsel

Onsdag aften udsendte politiet en pressemeddelelse, hvor de oplyste, at Sydsjællands og Lolland-Falster Politi i samarbejde med Fyns Politi havde anholdt fire mænd i alderen 19-20 år i Nyborg.

Læs også: Mænd anholdt efter hjemmerøveri i Skælskør.

Senere blev to af de anholdte løsladt igen. De to andre blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Næstved i dag. Der er tale om to mænd, som begge er danske, slanke og mellem 185 og 190 centimeter høje. Den ene har blondt hår, og den anden kortklippet sort hår samt en stor tatovering på armen. Det skriver Sjællandske.

Den ene gerningsmand er fra Nyborg, mens den anden er uden fast bopæl. De er sigtet efter straffelovens paragraf 288 om røveri med en strafferamme på seks års fængsel. Begge mænd nægtede sig skyldige, men er nu varetægtsfængslet. Det skriver Sjællandske i en anden artikel.

Øverst: Genrefoto. (Foto: Andrey Popov / iStock). RK/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.