Skaelskor.News – Forsøg på at omstrukturere, effektivisere og optimere Harboes estiske bryggeri, Viru Õlu, er mislykkedes. Det er heller ikke lykkedes at finde en køber. Derfor lukker Harboes sit bryggeri i Estland.
Harboes Bryggeri forventer at afvikle sit estiske bryggeri, Viru Õlu, i 2020. Herefter vil serviceringen af de baltiske markeder delvist blive videreført fra Harboes øvrige bryggerier.
Det skriver bryggeriet i en selskabsmeddelelse.
Kan ikke finde en køber til det estiske bryggeri Viru Õlu
Viru Õlu har gennem flere år oplevet en negativ markedsudvikling med markant stigende afgifter, faldende efterspørgsel og afsætning på de baltiske markeder.
Aktiviteterne i det estiske bryggeri har været underskudsgivende trods gennemgribende tiltag til at omstrukturere, effektivisere og optimere den estiske virksomhed.
Som led i restruktureringen er produktsortimentet gennem de seneste år blevet tilpasset og fokuseret på de mest rentable produkter, organisationen er løbende blevet justeret til det lavere aktivitetsniveau.
Det kommercielle fokus har været koncentreret om udvikling af de mest profitable dele af forretningen.
Læs også: Bernhard Griese bliver igen formand for Harboes Bryggeri.
Sideløbende med omstruktureringsprocessen er mulighederne for indgåelse af strategiske partnerskaber eller salg af Viru Õlu undersøgt.
Trods indledende forhandlinger med flere parter har det ikke vist sig muligt at finde en køber til bryggeriet. Det oplyser bryggeriet i selskabsmeddelelsen.
Medfører en omsætningsnedgang på 15-20 millioner
Harboe vil fortsat i videst muligt omfang servicere kunderne på de baltiske markeder med udvalgte produkter og brands fra de øvrige bryggerier.
Afviklingen af aktiviteterne i Estland forventes isoleret set at føre til en omsætningsnedgang på 15-20 millioner kroner.
I forbindelse med de forventninger til regnskabsåret 2020/21, som blev udmeldt den 25. juni 2020, var det forudsat, at de estiske aktiviteter som minimum ville give et 0-resultat. Dette er fortsat forventningen.
Læs også: Harboes Bryggeri forventer endnu større underskud.
Harboe foretog i regnskabsåret 2018/19 en nedskrivning af værdien af sin investering i Viru Õlu, og afviklingen vil derfor ikke påvirke ikke koncernens resultatforventninger til 2020/21. Det oplyser bryggeriet.
»Vi er ærgerlige over, at det ikke har været muligt at skabe positive resultater i Viru Õlu. Det betyder desværre, at vi må sige farvel til 35 dygtige og loyale medarbejdere, som har arbejdet for koncernen gennem mange år,« siger Søren Malling, der er direktør for Harboe, og fortsætter:
»Men vi må konstatere, at mulighederne for at skabe en profitabel forretning eller sælge bryggeriet er udtømte, og derfor afvikler vi virksomheden og søger fremover at servicere vores kunder på de baltiske markeder så effektivt som muligt fra vores øvrige bryggerier.«
Øverst: Harboes Bryggeri i Skælskør. (Foto: Harboes Bryggeri A/S). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.