Artiklen er opdateret for 2 år siden.
Skaelskor.News – »Det seneste udbrud kommer bare en dag efter, at vi hævede vores trusselsvurdering for sygdommen fra lav til middel, blandt andet fordi de store fugletræk nu er i gang, og sygdommen breder sig i landene omkring os,« lyder det fra Fødevarestyrelsen.
En kalkunbesætning ved Lundby i Slagelse Kommune er ramt af fugleinfluenza. Fødevarestyrelsen afliver alle kalkuner i besætningen torsdag. Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
34.000 dyr aflives af Fødevare- og Beredskabsstyrelsen
Et stort antal døde kalkuner i en kalkunbesætning ved Lundby førte i går til, at Fødevarestyrelsen tog prøver fra dyrene og sendte dem til analyse hos Statens Serum Institut. Prøveresultaterne har vist, at besætningen er smittet med fugleinfluenza. Det betyder, at Fødevarestyrelsen og Beredskabsstyrelsen torsdag rykker ud for at aflive de cirka 34.000 dyr i besætningen. Det sker af hensyn til dyrenes velfærd og for at forhindre yderligere smittespredning.
»I slutningen af sidste måned havde vi et tilfælde af fugleinfluenza i en hobbybesætning på Als, og nu har vi så netop konstateret sygdommen hos en professionel avler. Udbruddene er desværre ikke helt uventede. Det seneste udbrud kommer bare en dag efter, at vi hævede vores trusselsvurdering for sygdommen fra lav til middel, blandt andet fordi de store fugletræk nu er i gang, og sygdommen breder sig i landene omkring os,« forklarer veterinærchef Mette Kirkeskov Sie fra Fødevarestyrelsen.
Fjerkræejere i beskyttelseszonen skal registrere deres fugle
Fødevarestyrelsen har oprettet en 3-kilometers beskyttelseszone og en 10-kilometers overvågningszone rundt om den smittede besætning. Inden for zonerne er det blandt andet forbudt at sælge og flytte æg, høns og andre fugle, medmindre man får en særlig dispensation fra Fødevarestyrelsen. Ejerne af fjerkræ inden for zonerne skal holde dyrene isoleret og beskyttet mod kontakt til andre dyr, herunder vilde fugle. Alle fjerkræejere i beskyttelseszonen skal desuden registrere deres fugle på landbrugsindberetning.dk.
Der er siden august konstateret fugleinfluenza i tæt ved 150 europæiske besætninger og i mere end 500 vilde fugle i Europa, blandt andet i Tyskland, Holland og Danmark. Udbruddet ved Lundby er det første i en professionel besætning siden efteråret satte ind. Som konsekvens af det aktuelle udbrud forventer Fødevarestyrelsen, at flere lande uden for EU lukker for import af både danske æg og fjerkræ.
Øverst: Genrefoto. (Foto: Luvhotpepper / iStock). PM/pele.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.