Artiklen er opdateret for 6 år siden.
Vibeke Nielsen, der er indehaver af Byens Blomster i Næstved på trettende år, udvider sin forretning med endnu en butik og åbner nu Byens Blomster i Skælskør på Nytorv 8.
»Jeg har altid haft et ønske om at udvide min forretning med endnu en butik, og da flere af mine gode kunder i Skælskør opfordrede mig til at åbne Byens Blomster i Skælskør, så var det en nem beslutning,« siger Vibeke Nielsen.
Vibeke Nielsens forretning er bygget op omkring de tre K’er: Kvalitet, kreativitet og god kundeservice.
Blomsterbinderi til enhver anledning i livet
Blomsterbutikken udfører alle former for blomsterbinderi lige fra fødsel til begravelse. Ingen opgaver er for små eller for store.
Vibeke Nielsen køber direkte hos gartnere rundt om i verdenen samt på Grønttorvet i Taastrup. Hun har altid friske varer i butikken, eftersom hun får leveret varer seks dage om ugen.
»Jeg glæder mig til at vise den nye butik frem. Jeg har knoklet de sidste par uger med indretning og alle de nye, dejlige varer, der er kommet hjem,« fortæller Vibeke Nielsen.
Byens Blomster i Skælskør vil ligesom i Næstved blive medlem af Interflora-kæden, hvilket gør det muligt for kunderne at sende blomster til alle steder i verdenen.
Vinsmagning og reception i blomsterbutikken
Når den helt nye butik åbner mandag den 1. oktober 2018, bliver det med vinsmagning og gode tilbud. Først og fremmest vil der være fyldt op med efterårsvarer. Der vil være smagsprøver på vin mellem kl. 14 og 17 på åbningsdagen.
Åbningen af den nye blomsterbutik fejres med en reception fredag den 5. oktober 2018 fra kl. 18, hvor Vibeke Nielsen gerne vil se familie, kunder, leverandører og venner af huset.
Øverst: Byens Blomster i Næstved. Foto: Byens Blomster.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.