Artiklen er opdateret for 2 år siden.
Skaelskor.News – »Vi er meget taknemmelige over, at Bilka rækker hånden frem og for al den støtte, vi får fra vores naboer og nærmiljø. Det er særligt betydningsfuldt for os, fordi det er nærsamfundet, der direkte støtter os, når de giver deres pant til os,« lyder det fra Julemærkehjemmet i Skælskør.
Børn med ondt i livet kan komme på 10 ugers ophold på Julemærkehjemmet Skælskør. Og ved at trykke på pantknappen har Bilka Slagelses kunder været med til at hjælpe børnene.
For når du donerer din pant i Bilka Slagelse, går beløbet ubeskåret til Julemærkehjemmet Skælskør. Nu går Bilka Slagelse og Julemærkehjemmet Skælskør sammen om en madskole, der afholdes i midt maj. Det oplyser Bilka i en pressemeddelelse.
Donationerne går ubeskåret til Julemærkehjemmet
Dine tomme sodavandsflasker og øldåser er med til at støtte Julemærkehjemmet Skælskør, når du vælger at donere din pant i Bilka Slagelse. I over to år har kunderne nemlig kunne donere deres pant til Julemærkehjemmet Skælskør gennem et tryk på pantknappen. Nu er pantdonationerne gjort op igen, og Bilka fordobler beløbet. Derfor doneres der samlet 9.535 kroner til Julemærkehjemmet Skælskør i denne omgang.
»Når børnene kommer første dag hos os, er de usikre på dem selv og har ondt i livet. I løbet af et ophold hos os får de succesoplevelser, konkrete redskaber og en masse nye relationer. Det gør, at de går herfra med stolthed og rank ryg. De tror pludselig på, at de selv er noget værd. Det er i bund og grund, hvad Julemærkehjemmet handler om,« siger Christine Conradsen, der er forstander på Julemærkehjemmet Skælskør.
Donationerne fra Bilka Slagelse går ubeskåret til Julemærkehjemmet. Denne gang planlægger de at bruge beløbet på at indkøbe motionsudstyr til idrætshallen, der blev indviet i september sidste år. Undervejs i det 10 uger lange ophold på Julemærkehjemmet er der stort fokus på fællesskab – og der er meget fællesskab i motion og fysisk aktivitet, fortæller Christine Conradsen. Den seneste omgang pantdonationer, der blev opgjort i efteråret 2021, gik til at købe motionscykler.
»Vi er meget taknemmelige over, at Bilka rækker hånden frem og for al den støtte, vi får fra vores naboer og nærmiljø. Det er særligt betydningsfuldt for os, fordi det er nærsamfundet, der direkte støtter os, når de giver deres pant til os,« siger Christine Conradsen.
Udvider samarbejdet med en smørrebrøds-madskole
Det er fjerde gang, at Bilka Slagelse og kunderne donerer pant til Julemærkehjemmet Skælskør. Som noget helt nyt har de udvidet samarbejdet med en madskole for eleverne, der blev afholdt i maj. Her kom delikatessemedarbejderne fra Bilka Slagelse forbi for at lære alle 48 elever at lave smørrebrød fra bunden.
»Vi har haft et godt samarbejde med Julemærkehjemmet i nogle år, og derfor er vi rigtig glade for, vi har netop både forlænget og udvidet samarbejdet. I første omgang med smørrebrøds-madskolen, men vi har også andre planer i støbeskeen. Det er rigtig vigtigt for os i Bilka Slagelse at være en del af det lokale, og her er julemærkehjemmet en vigtig del. Det betyder enormt meget for os, at vi giver tilbage til vores lokalområde. Og det er i den grad et løfte som Bilka, men også hele Salling Group, tager alvorligt,« siger Mark Stæhr, der er sektionschef hos Bilka Slagelse.
Også hos Julemærkehjemmet Skælskør er de rigtig glade for de nye aktiviteter sammen med Bilka, fortæller Christine Conradsen.
»Det er megafantastisk, at vi kan udvide samarbejdet. Både eleverne og underviserne glæder sig helt vildt til at lære at lave smørrebrød sammen med Bilkas medarbejdere. Det er både en sjov aktivitet, men også en god læring, når eleverne laver mad fra bunden. Det er fedt at opleve deres stolthed, når de står med et færdigt stykke smørrebrød som de selv har lavet,« siger Christine Conradsen.
Du kan fortsat støtte Julemærkehjemmet, når du trykker på donations-pantknappen næste gang du afleverer tomme pantdåser- og flasker i Bilka Slagelse.
To år med pantdonationer til lokale foreninger
De seneste to år har kunderne i landets 18 Bilka-varehuse haft muligheden for at donere deres pant ved et tryk på flaskeautomaten. Beløbet fra kundernes flasker og dåser går direkte til en lokal forening, der er til gavn for børn og unges sundhed og trivsel. Både i forhold til at dyrke motion, spise sundt, men også at støtte fællesskaber, rollemodeller og venskaber. Det er varehusene selv, der bestemmer hvilken lokal forening, der skal modtage pantdonationerne.
Pantdonationerne fra kunderne bliver afregnet to gange årligt – i april og oktober. Fra oktober 2021 til april 2022 har Bilkas kunder samlet doneret 122.413 kroner til lokale foreninger i hele landet. Bilka fordobler beløbet, så der samlet doneres 244.826 kroner i denne omgang.
I Bilka Slagelse har kunderne doneret 4767,5 kroner, hvilket Bilka har fordoblet, så den samlede donation til Julemærkehjemmet Skælskør er på 9535 kroner. Den næste runde vil blive opgjort i oktober 2022.
Øverst: Børn på Julemærkehjem. (Foto: Bilka). PM/roke
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.