Ældre mand snydt af falsk bankmand

Skaelskor.News – Endnu en ældre borger snydt af et falsk bankbud. Denne gang i Skælskær. Tal nu med ældre familiemedlemmer og venner om, at de ikke må udlevere personlige oplysninger, koder eller betalingskort.

Torsdag blev en 74-årig mand fra Skælskør udsat for et tarveligt bedrageri af en falsk bankmand. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

Afleverede både dankort og pinkode

Den 74-årige mand blev ringet op af en gerningsmand, der udgav sig for at være fra hans bank, og det lykkedes bedrageren at overbevise manden om, at han skulle have nyt dankort og aflevere det gamle sammen med pinkoden til et bankbud.

Senere hentede “bankbuddet” betalingskortet og kort efter – men for sent – anede den 74-årige uråd og kunne konstatere, at der var hævet kontanter på kortet, inden han fik det spærret.

Vær skeptisk over for ukendte personer

Politiet opfordrer til at være skeptisk, når ukendte personer kontakter dig og udgiver sig for at være fra banken eller fra en form for myndighed. Det er ofte ældre mennesker, der bliver fuppet eller udsat for bedrageri.

Et godt råd er, at man afbryder samtalen og i stedet ringer til sine yngre pårørende, som kan hjælpe. Hvis du har ældre familiemedlemmer eller venner, så tal med dem om ikke at udlevere personlige oplysninger, koder eller betalingskort.

Det er også en mulighed at få udeladt telefonnummer, så svindlerne ikke kan finde dit telefonnummer. Kontakt dit teleselskab for at få udeladt nummer.

Husk, at hverken banker eller offentlige myndigheder uopfordret vil bede dig om at overføre penge eller spørger efter dine personlige oplysninger som cpr-nummer, MitID eller pinkoder over mail, sms eller opkald – og de kommer slet ikke ud til din bopæl for at hente dit kort eller spørger uopfordret til, hvornår du er hjemme. Udlever aldrig kort eller koder. Afbryd straks samtalen og lav et kontrolopkald til hovedtelefonnummeret eller til politiets servicecenter på telefon 1-1-4.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). DR/lale.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/43ws