Skaelskor.News – 18 lokale producenter og 12 spisesteder deltog i Smag Lokalt. Et af madfestivalens spisesteder var Kok 25 i Skælskør.
Der var fart på billetsalget, da madfestivalen Smag Lokalt for andet år i træk satte fokus på egnsunikke produkter samt lokale producenter og spisesteder på Sjællands Vestkyst. Det skriver VisitVestsjælland i en pressemeddelelse.
Meget tæt på en fordobling af billetsalget i år
Gæsterne fandt i den grad vej til spisestederne, hvor mere end 620 mennesker besøgte et af de deltagende spisesteder i løbet af uge 41, hvor madfestivalen fandt sted.
»Vi er meget tæt på en fordobling af billetsalg fra år et i 2018 til år to i 2019. Det kan vi naturligvis kun være tilfredse med,« fortæller Jens Müller, der er direktør i VisitVestsjælland.
Spisestederne har noget helt særligt at byde på
Det er VisitVestsjælland, som står bag madfestivalen, og her fejler ambitionerne ikke noget.
»Selv om vi har haft et rigtig flot billetsalg i år, så afslører vores interne gættekonkurrence omkring billetsalget på kontoret, at vi tror rigtigt meget på Smag Lokalt,« fortæller Jens Müller.
Buddene lå fra omkring 500 solgte billetter og op til direktørens eget skud over de 1.200 billetter.
»Vi mener virkelig, at både producenter og spisesteder har noget helt særligt at byde på, derfor har vi også store ambitioner på eventets vegne,« forklarer turistdirektøren.
Smag Lokalt-tanken går godt i spænd med Kok 25
I år deltog 18 lokale producenter og 12 spisesteder i Smag Lokalt. Et af spisestederne ved madfestivalen var Kok 25 i Skælskør.
»Jeg synes, det har været rigtig fint. Vi har haft 42 bookinger i løbet af ugen,« fortæller indehaveren, som hedder Anne Geraae, og fortsætter:
»Gæsterne har været glade og rost menuen, når de har besøgt os.«
Hos Kok 25 er Anne Geraae allerede tæt på sine producenter. Derfor går Smag Lokalt-tanken godt i spænd med hendes normale hverdag i restauranten.
»Jeg henter altid mine produkter og varer, så jeg er selv ude at hente kød, grøntsager og andre produkter. Ligesom jeg har en del leverandører, der også kommer i restauranten,« forklarer hun.
I det hele taget har madfestivalen været en god oplevelse.
»Jeg synes, det har været godt og er en god ide, så jeg vil selvfølgelig gerne være med igen næste år,« fastslår Anne Geraae.
Netværk mellem lokale producenter og spisesteder
Dogmet for Smag Lokalt er, at de deltagende spisesteder kreerer specielle to-retters menuer baseret på minimum fem egnsunikke produkter fra Sjællands Vestkyst, hvor forskellige producenter leverer alt fra bæredygtigt oksekød til økologisk spiregrønt.
Læs også: Smag Lokalt har menuerne klar til uge 41.
På den korte bane skulle madfestivalen give gæsterne i uge 41 en unik madoplevelse, der har bund i de mange egnsunikke produkter fra Sjællands Vestkyst.
»På lang sigt håber vi, at Smag Lokalt vil skabe en masse netværk mellem lokale producenter og spisesteder, så den mentale afstand her lokalt bliver endnu kortere, og det bliver helt naturligt at bruge hinanden,« slutter Jens Müller sin pressemeddelelse.
Øverst: Anne Geraae fra Kok 25. (Foto: Privat / Facebook). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.