Korsor.News — En kvinde blev trukket omkuld på gulvet på et værtshus i Korsør, hvorpå hun blev truet til at udlevere sin telefon.
Fredag kort efter midnat blev politiet kaldt til et værtshus i Korsør, hvor en kvinde var blevet overfaldet. Det var en 46-årig kvinde, der var blevet antastet af en fjern bekendt, som sammen med en anden mand havde råbt ad hende, spyttet og trukket hende omkuld på gulvet. Gerningsmændene krævede at få udleveret kvindens telefon, hvilket de fik. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.
Formodning om identiteten på den anden mand
Den 46-årige kvinde blev kørt til et rutinetjek på sygehuset i Slagelse, og på baggrund af vidneudsagn fandt politiet kort efter frem til en 58-årig mand, der blev anholdt kl. 00.53 på sin bopæl i Korsør. Han blev sigtet for røveri og taget med til afhøring på politistationen i Slagelse. Han fortalte, at han havde smidt telefonen fra sig, og politiet fandt efterfølgende telefonen i nærheden af gerningsstedet. Den 58-årige blev løsladt igen kl. 02.00, og politiet har en god formodning om identiteten på den anden mand.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). DR/lale.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.