Artiklen er opdateret for 2 år siden.
Korsor.News – »Vindafskærmningerne vil både styrke trafikanternes sikkerhed og komfort. Det er klart, at afskærmningerne ikke stopper vinden fuldstændigt, men vores undersøgelser viser, at trafikanterne efter vindafskærmningen er sat op, ikke vil opleve de kraftige vindstød fra siden,« lyder det fra Storebæltsbroen.
Sund & Bælt har underskrevet en kontrakt med DAV NORDIC A/S, der skal opsætte vindafskærmninger ved Storebæltsbroens pyloner og ankerblokke. Det sker for at reducere antallet af uheld med væltede køretøjer på broen, som er forårsaget af vind. Det oplyser Sund & Bælt i en pressemeddelelse.
Trafikanter undgår pludselig bevægelse under kørslen
Når vindfølsomme køretøjer vælter på Storebæltsbroen, skaber det farlige situationer og kø. Derfor sætter Sund & Bælt nu vindafskærmning op udvalgte steder på højbroen for at mindske antallet af uheld.
»En stor del af uheldene sker omkring pyloner og ankerblokke, og især når der er kraftig blæst på tværs af broen. Vi opsætter derfor vindafskærmningerne på disse steder for at reducere den særlige kraftige vind, som skabes her, så trafikanterne undgår den pludselige bevægelse i køretøjet, som kan forårsage et uheld,« siger Kim Agersø Nielsen, der er teknisk chef i Sund & Bælt.
Initiativet er en del af en omfattende opgradering af trafiksikkerheden på strækningen over Storebælt. Hvor vindafskærmningen skal forebygge uheld, vil de mobile autoværn, som blev opsat sidste år, gøre det nemmere at opretholde trafik på broen, hvis der sker et uheld, som skaber kø.
Afskærmningerne vil styrke både sikkerhed og komfort
Ud over at reducere antallet af uheld, vil vindafskærmningerne også forbedre køreoplevelsen for trafikanter generelt, når de kører over forbindelsen i blæst.
»Vindafskærmningerne vil både styrke trafikanternes sikkerhed og komfort. Det er klart, at afskærmningerne ikke stopper vinden fuldstændigt, men vores undersøgelser viser, at trafikanterne efter vindafskærmningen er sat op, ikke vil opleve de kraftige vindstød fra siden, når de passerer pylonerne og ankerblokkene, som de gør i dag,« slutter Kim Agersø Nielsen.
Afskærmningernes udformning og størrelse er fastlagt ud fra analyser i forbindelse med, at Sund & Bælt de seneste par år har kigget på vindrelaterede trafikrestriktioner. I den sammenhæng er der bl.a. gennemført en række vindtunnelforsøg af FORCE Technology på en model af Storebæltsbroen.
Vindafskærmningerne forventes at være opsat ved udgangen af februar 2023. Herefter vil der fortsat være restriktioner for vindfølsomme køretøjer ved kraftig vind, men risikoen for uheld forårsaget af vinden, vil være reduceret.
Øverst: Vindafskærmning på Storebæltsbroen. (Foto: Sund & Bælt). PM/pele.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.