Udenlandsk motorcyklist fik snige-bøde

(Artiklen er udgivet for omkring 2 år siden). 

Artiklen er opdateret for 2 år siden.

Korsor.News – En udlænding sneg sig over Storebæltsbroen, men det blev opdaget, hvorpå han blev fundet på en rasteplads i Sorø.

Politiet fik mandag kl. 12.18 en anmeldelse fra Storebæltsbroen om, at en motorcyklist havde sneget sig gennem betalingsanlægget ved at følges tæt sammen med en anden motorcykel. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

Politiet fulgte ham retur til Halsskov

På rastepladsen ved Tuelsø i Sorø fandt politiet fire udenlandske motorcyklister, og den ene – en 37-årig udenlandsk mand – blev genkendt som den, der havde snydt sig igennem. Han blev sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om tilsnigelse af adgang uden at betale og fik en bøde på 2.000 kroner. Han blev fulgt tilbage til Halsskov i Korsør, hvor han betalte broafgiften. Derpå fik han lov at køre videre.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). DR/lale.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.