Artiklen er opdateret for 4 år siden.
Korsor.News – Politiet har rejst sigtelse mod to mænd fra Korsør, fordi de har overtrådt deres zoneforbud på Motalavej på Halsskov. De er henholdsvis 19 og 21 år.
Torsdag aften blev der meddelt zoneforbud til to af de personer, der blev anholdt i forbindelse med de uroligheder, der fandt sted i området ved Motalavej på Halsskov i Korsør.
Zoneforbuddet er foreløbig gældende i en måned, men allerede i går aftes overtrådte begge mænd forbuddet, da de blev truffet af en politipatrulje på Egersundvej på Halsskov.
De er nu sigtet og kan forvente et retsligt efterspil
Politiet har nu rejst sigtelse mod de to mænd, der er henholdsvis 19 og 21 år og begge fra Korsør. De kan nu forvente et retsligt efterspil.
Overtrædelse af et meddelt zoneforbud straffes i førstegangstilfælde normalt med ubetinget fængsel i 7 dage.
Læs også: Zoneforbud til to gerningsmænd på Motalavej.
»Det er ikke på nogen måde acceptabelt, når personer og grupperinger skaber uro og utryghed, som vi har oplevet det i området ved Motalavej. Derfor holder vi et meget skarpt øje med, at de personer, der har fået et zoneforbud, ikke færdes eller tager ophold i området,« siger politiinspektør Tom Trude og fortsætter:
»Overtrædelse af et zoneforbud straffes normalt hårdt, og hvis vi fortsat oplever personer, som optræder særligt utryghedsskabende eller i øvrigt begår vold, uro og uorden, kan de pågældende se frem til, at de vil blive mødt med et zoneforbud.«
Politiinspektøren understreger, at der har været ro i området de sidste fem dags tid.
»Vi er opmærksomme på, at der de sidste fem dage har været ro i området, og det er vi naturligvis meget tilfredse med og hilser alle initiativer, som kan medvirke til at skabe ro og tryghed i området velkommen.«
Forbuddet gives til utryghedsskabende personer
Politiet kan benytte sig af et zoneforbud, når et område generelt er plaget af gentagne episoder med vold og andre strafbare forhold, og forbuddet kan gives til personer, der udviser særlig utryghedsskabende adfærd eller ved sin adfærd bidrager til at skabe særlig utryghed.
Læs også: Politi indfører igen visitationszone på Motalavej.
Når en person har fået et zoneforbud, må han eller hun ikke færdes frem og tilbage eller tage ophold inden for en radius af 500 meter fra det sted, hvor adfærden har fundet sted.
Beboere på Motalavej, som får et zoneforbud gældende for området, kan passere gennem området for at komme fra og til bopælen, for eksempel for at gå på arbejde eller på indkøb, men de pågældende må ikke i øvrigt hverken færdes i området eller tage ophold.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Slagelse Media). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.