Stort solvarmeanlæg på vej til Halsskov

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Korsor.News – SK Forsyning har underskrevet kontrakt med Aalborg CSP om levering af et kæmpestort solvarmeanlæg til opstilling langs Vestmotorvejen.

Et kommende solvarmeanlæg på 11.733 m² vil kunne producere hele 6.500 MWh varme på årsbasis. Det skal sammen med SK Forsynings nyligt indviede halmvarmeværk levere billig bæredygtig varme til cirka 5.000 boliger med mere i Korsør og Halsskov. Det skriver SK Forsyning og Aalborg CSP i en pressemeddelelse.

SK Forsyning tager hul på den grønne omstilling med halm og sol

SK Forsyning har, ligesom en del af den øvrige danske fjernvarmeindustri, taget hul på den grønne omstilling og er i øjeblikket i fuld gang med en større udvidelse og videreudvikling af fjernvarmenettet i og omkring Slagelse, Korsør og Halsskov.

Grøn energi spiller en væsentlig rolle i denne omstilling i form af det netop indviede halmvarmeværk i Halskov, men også i form af et 8.000 kW solvarmeanlæg. En nærliggende gravhøj, samt et bortkommet dokument for byggeafstandsdispensation satte dog en midlertidig stopper for opførslen af solvarmeanlægget.

Dokumentet udgør den dispensation, der er nødvendig, hvis det skal være lovligt at opføre solfangere i en afstand af 25 meter fra gravhøjen i stedet for de normale 100 meter.

Skræddersyet løsning på solpaneler omkring en gammel gravhøj

SK Forsyning og Aalborg CSP har derfor måtte arbejde på højtryk for at finde en løsning, så solvarmeanlægget kan stå klar senest 30. juni 2019, og dermed medregnes som en besparelse i henhold til energiselskabernes energispareindsats.

Løsningen blev et opdelt solfelt, hvor en del af solfangerne kommer til at stå syd for gravhøjen, mens resten placeres nord og vest for gravhøjen, og det 11.733 m² store solvarmeanlæg bliver dermed en realitet. Herved opretholdes byggeafstanden på minimum 100 meter mellem solanlægget og gravhøjen hele vejen rundt om højen.

»Vi er utroligt glade for, at solvarmeanlægget ved Halskov Halmvarmeværk nu, trods udfordringer i forhold til placering, endelig bliver en realitet. Det har takket være det gode samarbejde mellem Aalborg CSP og SK Forsyning samt en ihærdig indsats fra kommunen være muligt at tilpasse projektet den ekstraordinære situation,« siger Carsten Lunde, Energichef hos SK Forsyning, og fortsætter:

»Det er lykkedes at finde en løsning, der tilfredstiller alle de involverede parter. Aalborg CSP blev valgt som leverandør efter en licitation, hvor Aalborg CSP garanterede den laveste pris pr. produceret MWh solvarme, og SK Forsyning ser frem til et fortsat godt samarbejde, hvor vi tager endnu et skridt i retning mod en mere bæredygtig varmeforsyning.«

Projektet har været ramt af mange komplicerede udfordringer med gravhøj, økonomi og teknik, men de er nu løst.

»Det har været en både kompliceret og sjov udfordring at få alle ender til at nå sammen. I det oprindelige projekt havde vi en flot opstilling i lange rækker, hvor solfangerne kun var placeret syd for gravhøjen ned ad bakken til motorvejen, og hvor gravhøjen ville stå og knejse på bakken bagved solfangerne,« udtaler Per Aasted, salgs- og projektingeniør hos Aalborg CSP A/S, og fortsætter:

»På grund af afstandskravet laver vi nu kortere rækker, og solfangerne bliver i stedet placeret både nord, syd og vest for gravhøjen for af få plads til det nødvendig antal solfangere, der kan give den ønskede mængde energi. Der har således været mange udfordringer i dette projekt, både med gravhøj, økonomi og teknik, men uanset hvilke forhindringer vi er stødt på, er de blevet løst sammen med SK Forsyning.«

Solvarmeanlægget fra Aalborg CSP skal integreres med forsyningens nye halmvarmekedel og skal supplere leveringen af energi til SK Forsynings eksisterende fjernvarmekunder i Korsør og de mange fremtidige fjernvarmekunder i Halsskov.

Et enormt udstillingsvindue for effektiv vedvarende energi

Det 8.000 kW store solvarmeanlæg med et belysningsareal på 11.733 m² vil bestå af 63 rækker plane termiske solfangere fra GREENoneTEC med op til 38 solfangere pr. række.

Størstedelen af solfangerne placeres langs motorvejen og bliver dermed et udstillingsvindue for vedvarende energi, nationalt såvel som internationalt.

Med en kapacitet på 8.000 kW vil solvarmeanlægget på årsbasis kunne producere hele 6.500 MWh varme og vil sammen med SK Forsynings nyligt indviede halmvarmeværk levere billig bæredygtig varme til boliger og industri i Korsør og Halskov.

»Det glæder os, at der hver dag er tusindvis af mennesker, der får mulighed for at se effektiv vedvarende energi i fuldt flor, når de passererer Storebælt. Med disse termiske solfangere opvarmes fjernvarmevandet meget effektivt, og i forhold til el-producerende solceller yder de tre til fire gange mere energi om året for hver m² solfanger,« udtaler Per Aasted og fortsætter:

»Og det er vel at mærke energi, der nemt og billigt kan lagres, for det sker i den store akkumuleringstank, som solvarmeanlægget deler med halmvarmeanlægget.«

Øverst: Pressefoto. (Foto: Aalborg CSP A/S). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.