Artiklen er opdateret for 6 år siden.
Sorthåret 20-25-årig mand med lys trøje påkørte en personbil i Borup med en varebil, som er stjålet i Korsør. Efter påkørslen skubbede gerningsmanden den påkørte bil væk.
Søndag aften kl. 18.10 fik Midt- og Vestsjællands Politi en anmeldelse om en færdselsuheld, hvor en part var flygtet fra stedet uden at give sig til kende.
En 34-årig mand var kørt ad Møllevej i Borup og var standset før svingning til venstre ad Bakkegårds Alle. Her blev den 34-åriges personbil påkørt af en bagfrakommende varebil. Efter påkørslen fortsatte føreren med at skubbe til den 34-åriges bil, så varebilen kunne passere forbi.
Det lykkedes varebilen at passere, og den 34-årige forsøgte herefter at følge efter varebilen, men han mistede senere varebilen af syne.
Varebilen viste sig at være meldt stjålet i Korsør natten til søndag. Den blev ført af en mand på 20-25 år med kort sort hår. Han var iført en lys/hvid trøje eller T-shirt. Der var to andre mænd i varebilen.
Senere på aftenen blev varebilen fundet udbrændt i Sorø cirka kl. 20.40. Politiet forsøger nu at få identificeret både føreren og de to øvrige personer i bilen. Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.
Aktivfoto: Rigspolitiet.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.