Artiklen er opdateret for 1 år siden.
Korsor.News – »Jeg er ikke i tvivl om, at Muskelsvindfondens sommerlejre ruster børn og unge med handicap til at blive selvstændige og til at løsrive sig hjemmefra. For mig har sommerlejrene også bidraget med netværk og venner,« lyder det fra formanden om årets sommerlejr på Musholm i Korsør.
Tilslutningen til Muskelsvindfondens årlige summercamp er ekstra stor i år med flere nye deltagere. Efter flere år med corona er det tydeligt, at børn og unge med muskelsvind mellem 10 og 17 år igen søger det fysiske fællesskab med andre, som er i samme situation. Det skriver Muskelsvindfonden i en pressemeddelelse.
Det er vigtigt at gøre en forskel for de yngste
Hver sommer pakker børn og unge med muskelsvind tasken. Kysser deres forældre farvel og drager på Muskelsvindfondens sommerlejr. At komme væk fra hverdagen, at møde andre, der er i samme situation og at skulle undvære trygge, kendte rammer, har i årevis været kernen i Muskelsvindfondens arbejde. Årets camp har den største tilslutning siden corona, nemlig med 41 børn og unge.
Den første sommerlejr for børn og unge blev afholdt i 1983, og lejrene er for mange blevet en kronjuvel i foreningens medlemsarbejde.
Årets sommerlejr foregår på Musholm i Korsør fra den 25 – 30. juni 2023. Deltagerne skal blandt andet skal ud at køre i amerikanske biler, være på “brandøvelser”, tage på tur til København, i naturama og holde festivals-fest. Deltagerne er fra 10-17 år, men inddelt i to grupper fra henholdsvis 10-13 år og 14-17 år.
Støtte, rollemodeller, netværk og fælles oplevelser
»Jeg er glad for den stigende interesse for vores børne- og ungeaktiviteter, fordi det er vigtigt at gøre en forskel for de yngste. Som barn og ung med muskelsvind har man ofte brug støtte, rollemodeller, netværk og fælles oplevelser,« siger Simon Toftgaard Jespersen, der er formand for Muskelsvindfonden.
Han har selv har været trofast deltager på Muskelsvindfondens sommerlejr:
»Jeg husker tilbage på sommerlejrene som det største. En hel uge afsted uden mor og far, hvor der var fuld fart over feltet. Jeg har aldrig været selvhjulpen, og derfor var det en vild oplevelse at være alene af sted med en hjælper,« fortæller Simon Toftgaard Jespersen og fortsætter:
»Oplevelsen gav uden tvivl vigtige hår på brystet. Jeg er ikke i tvivl om, at Muskelsvindfondens sommerlejre ruster børn og unge med handicap til at blive selvstændige og til at løsrive sig hjemmefra. For mig har sommerlejrene også bidraget med netværk og venner, der stadig hænger ved den dag i dag.«
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Muskelsvindfonden). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.