Artiklen er opdateret for 3 år siden.
Korsor.News – Sent fredag aften og tidligt lørdag morgen er der risiko for at stormen Nora lukker Storebæltsbroen. Banedanmark forventer, at Nora også får betydning for togdriften andre steder i landet.
Fredag aften er der risiko for, at Storebæltsbroen lukker på grund af storm i tidsrummet fra kl. 22.00 til kl. 24.00. Det oplyser Sund & Bælt i en meddelelse.
Lukker af hensyn til trafikanternes sikkerhed
Fa kl. 22.00 til kl. 24.00 varsler DMI en vindstyrke på over 25 m/s. Storebæltsbroen lukkes for al biltrafik ved vind af stormstyrke på 25 m/s af hensyn til trafikanternes sikkerhed.
Vinden vil ifølge DMI’s prognoser igen overstige 25 m/s tidligt lørdag morgen i tidsrummet fra kl. 05.00 til kl. 07.00, hvor der igen vil være risiko for en lukning.
Sund & Bælt opfordrer derfor alle trafikanter, der skal over Storebæltsbroen i denne periode, til at køre på andre tidspunkter.
Allerede fredag eftermiddag forventer DMI vindstyrker på over 15 m/s, stigende i aften- og nattetimerne. Når vinden kommer over 15 m/s, forbydes vindfølsomme køretøjer at passere Storebæltsbroen. Læs mere om vindfølsomme køretøjer her.
Følg med på storebaelt.dk eller tilmeld sms bromelding. Send SMS til 1231 med teksten BRO INFO.
Stormen Nora giver ændringer i togtrafikken
På baggrund af DMI’s stormvarsel forventer Banedanmark at indstille det meste af togtrafikken fra fredag aften til lørdag middag. Det oplyser Banedanmark i en anden pressemeddelelse.
»Vi tager stormvarsler som denne meget alvorligt, og af hensyn til sikkerheden lægger vi derfor nu op til at lukke ned for det meste af togtrafikken, mens stormen raser. Samtidig sørger vi for, at vores beredskab er klar og på plads her i weekenden til at kunne fjerne væltede træer på banen,« siger områdechef i Banedanmarks trafikstyring Nicolai Smidt Sigsgaard.
Kraftig blæst kan resultere i væltede træer langs jernbanen, og derfor vil der sandsynligvis være et oprydningsarbejde lørdag morgen, når vinden har lagt sig. Banedanmark har folk klar til at rydde sporene, inden trafikken kan genoptages.
Læs også: Stormen Nora lukker DSB ned.
Øverst: Storebæltsbroen. (Foto: Sund & Bælt). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.