Politiet indhenter dieseltyv på golfbane

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Korsor.News – Slagelseaner stjal diesel på Halsskov i Korsør. Han stod på ladet af en lastbil, men blev fanget på golfbanen.

Lørdag kl. 03.01 slog et vidne alarm, da han havde hørt mistænkelige lyde fra en plads ved et transportfirma på Lerbakken på Halsskov i Korsør.

En politipatrulje overraskede en mand, der stod oppe på ladet af en lastbil. Han forsøgte at løbe fra betjentene, men han blev indhentet på Korsør Golf Klubs nærliggende golfbane, hvor han blev anholdt. Det var en 31-årig mand fra Slagelse.

I nærheden holdt en lastbil med pumpeudstyr og tomme dieseltanke, og den 31-årige mand blev herefter sigtet for dieseltyveri. Den 31-årige blev taget med til politistationen i Næstved, hvor han blev afhørt, inden han blev løsladt igen lørdag kl. 13.57.


Arkivfoto: Rigspolitiet.


This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.