Artiklen er opdateret for 5 år siden.
Korsor.News – Politiet stoppede en bilist, som kørte uden sele, og betjentene fandt både hash og amfetamin i bilen. De fandt også hash og amfetamin i hans hjem, hvor der endvidere var MDMA.
Torsdag eftermiddag kørte en politipatrulje i Korsør, og ved Kongebroen på Tårnborgvej så betjenten en bil, hvor føreren ikke havde sikkerhedssele på.
Bilisten blev derfor standset på en nærliggende tankstation. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.
Den påvirkede mand havde fået frakendt kørekortet
Det var en 23-årig mand fra lokalområdet, og det viste sig, at han ikke havde noget kørekort.
Desuden virkede han påvirket af stoffer, så han blev anholdt og sigtet for kørsel i påvirket tilstand og kørsel i frakendelsestiden.
Ejeren af bilen blev sigtet for at have overladt den til en person, som ikke havde kørekort.
Fandt amfetamin, hash og MDMA i bilen og på bopælen
Politibetjentene undersøgte bilen, og her fandt de 3 gram hash og nogle poser med i alt 20 gram amfetamin.
Efterfølgende foretog politiet en ransagning af den anholdtes bopæl, og her blev der fundet amfetamin i små poser, hashmix og MDMA.
Den 23-årige blev derfor sigtet for salg af euforiserende stoffer og taget med til politistationen i Næstved.
Hurtig afregning i Retten i Næstved for salg af stoffer
Politiet fandt i alt 59,88 gram amfetamin fordelt i små poser, 15,37 gram MDMA, 2,2 gram hashmix, seks morfinpiller og seks andre piller med ukendt stof.
Den 23-årig mand modtog i dag en straksdom på fem måneders fængsel i Retten i Næstved.
Han blev løsladt efter retsmødet, men bliver senere indkaldt til afsoning.
Spørgsmålet om narkokørsel og kørsel i frakendelsestiden skal afgøres, når resultatet af blodprøven foreligger.
Opdatering: Artiklen er opdateret med oplysninger fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi om straksdommen i Retten i Næstved. Red.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/red.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.