Motalavej på Halsskov får sin egen politistation

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Artiklen er opdateret for 4 år siden.

Korsor.News – Den nye nærpolitistation ved Motalavej skal arbejde målrettet med særlige politiopgaver på Motalavej og de øvrige særligt udsatte boligområder i kommunen. Der bliver tale om en selvstændig sektion med 10 politibetjente og en politikommissær.

Som en del af flerårsaftalen for politiet og anklagemyndigheden skal der oprettes 20 nye nærpolitienheder i Danmark, så politiet bliver mere fysisk tilgængeligt og kan komme endnu tættere på borgerne lokalt.

En af disse nærpolitistationer skal placeres ved Motalavej på Halsskov – og det er der nu fundet en løsning på. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Tryghedsskabende indsats i de udsatte boligområder

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi lægger stor vægt på den tryghedsskabende og forebyggende indsats i politikredsens udsatte boligområder (SUB).

Det er hensigten, at etableringen af en ny nærpolitistation tæt på Motalavej på Halsskov i Korsør skal være med til at styrke politiets indsats i forhold til alle de udsatte boligområder i hele Slagelse Kommune.

»I processen med at finde en egnet placering og lokaler til den nye nærpolitistation har det været vigtigt at finde en løsning, der tilgodeser så mange interesser som muligt, men først og fremmest med borgerkontakt som det vigtigste omdrejningspunkt,« siger politidirektør Lene Frank, der er glad for det gode og konstruktive samarbejde med kommunen og boligorganisationerne.

»Vi etablerer nu en stor nærstation ved Motalavej, som først fremmest skal sikre synlighed og betjeningen af borgerne i nærområdet,« siger Lene Frank og fortsætter:

»Men samtidig etablerer vi en ny sektion med base på den nye nærpolitistation, som skal arbejde målrettet med de særlige politiopgaver dels på Motalavej, men også i de øvrige særligt udsatte boligområder i kommunen. Det betyder konkret, at vi øger den eksisterende enhed, som i dag består af fire politibetjente på stationen i Slagelse, til en selvstændig sektion med 10 politibetjente, der ledes af en politikommissær.«

Den nye nærpolitistation etableres tæt på Motalavej. Det er forhåbningen, at de bygningsmæssige- og praktiske rammer kan være på plads ved årets udgang, og samtlige medarbejdere skal være på plads i løbet af 2022.

Når nærpolitistationens første åbningsdag kendes mere præcist, slår politiet dørene op og inviterer borgere i lokalområdet til at komme forbi og hilse på nogle af de faste medarbejdere på nærstationen.

Dialogen, samarbejdet og trygheden skal styrkes

Nærpolitistationen vil være åben for fysiske henvendelser mindst 19 timer om ugen, men medarbejderne på nærstationen har fleksible arbejdstider, så man vil møde dem i området også i aftentimerne.

Medarbejderne på nærpolitistationen er altså ikke bundet til bygningen, men vil kunne flytte sig alt efter behov.

»Vi hilser den nye nærpolitistation meget velkommen, og jeg synes, vi er kommet frem til en god løsning for nærpolitibetjeningen. Det er et tiltag, der styrker både trygheden, samarbejdet og dialogen i det daglige, og på den måde kommer borgere og politiet endnu tættere på hinanden til gavn for alle,« siger borgmester John Dyrby Paulsen (S), der samtidig takker politiet for et godt og tæt samarbejde også i denne sammenhæng.

Den eksisterende nærstation på Dahlsvej i Korsør Sydby nedlægges, mens nærstationen i Skælskør opretholdes med en fast ugentlig åbningstid.

Flytter ressourcer fra centralt hold og ud i landet

Politikredsene har på baggrund af de lokale forhold og i samarbejde med de lokale borgmestre lagt sig fast på de byer, som fremover skal huse de nye nærpolitienheder, hvoraf en række bliver placeret i eller i tilknytning til særligt udsatte boligområder (SUB-områder).

»Et af de bærende elementer i vores nye flerårsaftale er de nye nærpolitienheder, som flytter ressourcer fra centralt hold og ud i landet, hvor danskerne bor. Det er min forventning, at de nye nærpolitienheder kommer til at få stor betydning for den lokale tryghed og den synlige politiindsats rundt omkring i landet, og derfor er jeg utrolig glad for, at vi nu går i gang med etableringen af dem,« siger justitsminister Nick Hækkerup (S) i en anden pressemeddelelse og fortsætter:

»Med de nye nærpolitienheder vil borgerne nemmere kunne komme i kontakt med politiet. De vil oftere møde deres lokale betjente i gadebilledet. Og de vil kunne henvende sig fysisk til politiet og for eksempel foretage anmeldelser eller få råd og vejledning. Jeg ser frem til at besøge de første nærpolitienheder, der allerede forventes at stå klar i år.«

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.