Møde om seniorbofællesskaber i Korsør

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Slagelse.News – Hvordan skaber man et seniorfællesskab? Hvad skal der til? Og hvordan kan kommunen hjælpe? Slagelse Kommune inviterer til borgermøde om seniorbofællesskaber, herunder et i Svenstrup.

Seniorer, der drømmer om at bo i seniorbofællesskab, har mulighed for at høre mere om, hvordan drømmen bliver til virkelighed, når der er borgermøde i Korsør.

Et konkret Korsør-projekt er også på dagsordenen. Det skriver Slagelse Kommune i en nyhedsmeddelelse.

Kommunen hjælper gerne med at skabe overblik

Hvordan skaber man et seniorfællesskab? Hvad skal der til? Og hvordan kan kommunen hjælpe? Det er nogle af de spørgsmål, man kan få svar på den 9. marts 2020, hvor Slagelse Kommune inviterer til borgermøde om mulighederne for at etablere seniorbofællesskaber i Slagelse Kommune.

»Vi får med jævne mellemrum henvendelser fra seniorer, som spørger til mulighederne for seniorbofællesskaber,« borgmester John Dyrby Paulsen (S) og fortsætter:

»Vi er positive overfor det, og fra kommunens side hjælper vi med at skabe overblik over, hvor og hvordan der kan bygges, og samtidig hjælper vi også med at komme i kontakt med relevante rådgivere.«

Hør om det mulige seniorbofællesskab i Svenstrup

På mødet kan man blandt andet møde borgmesteren og projektudvikler Søren Lasse Pedersen fra OK-Fonden, som har lang erfaring med at etablere seniorbofællesskaber, og han vil fortælle om det seniorbofællesskab, der er på tegnebrættet i Svenstrup.

Formålet med mødet er både at fortælle generelt om mulighederne for at etablere seniorboligfællesskaber, men samtidig også at afsøge, om der er interesse for et konkret Korsør-projekt, som en initiativgruppe vil præsentere på mødet.

Læs også: Stor interesse for Ibihaven på Elmesvinget (i Slagelse).

»Jeg er rigtig glad for, at der er en gruppe frivillige, som har taget initiativ til at etablere et seniorbofællesskab i Korsør. Hvis der er interesse for det, så er vi også positive overfor projektet og vil bakke op, så godt vi kan, siger formanden for Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget Jørgen Grüner (SF).

Mødet om seniorbofællesskaber afholdes den 9. marts 2020 kl. 19.00 i Korsør Kulturhus. Alle er velkommen, men tilmelding skal ske via slagelse.dk/hoering (vælg tilmelding til møde i listen), senest den 4. marts.

Øverst: Genrefoto. (Foto: Bernard Bodo / iStock). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.