Artiklen er opdateret for 6 år siden.
Politiet lukkede Vestmotorvejen på Halsskov ved mistanke om stenkast. Nu efterlyser politiet fire unge mænd med hættetrøjer for muligvis at have kastet en Red Bull-dåse ud fra motorvejsbroen.
Natten til fredag fik Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en anmeldelse om, at en lastbilchauffør måtte undvige, da et ukendt objekt blev kastet ned fra motorvejsbroen på Halsskov i Korsør.
Politiet ser alvorligt på hændelsen, fordi de ikke ved, hvad der blev kastet ned, og der har været adskillige episoder med stenkast fra danske motorvejsbroer.
»Vi spærrede hurtigt motorvejen og fik nogle hunde ud på stedet, og så fandt vi en Red Bull-dåse med væske, som vi nu har sendt til nærmere undersøgelser,« siger vagthavende ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.
Et vidne har angiveligt set fire unge hættetrøjeklædte mænd, som stod på motorvejsbroen. Dem vil politiet gerne tale med.
Arkivfoto: Slagelse Media.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.