Korsor.News – Som optakt til jubilæumsåret for Korsør lancerer Kultur-, Fritids-, og Turismeudvalget i Slagelse Kommune en logo-konkurrence.
Slagelse Kommune inviterer alle til at deltage i en logo-konkurrence som optakt til fejringen af Korsørs 600-årsjubilæum i 2025. Vinderen får sit logo brugt til markering af jubilæet og markedsføring gennem hele jubilæumsåret. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
»Vi glæder os til at fejre de 600 år i hele 2025«
Den 26. november 2025 markerer Korsørs 600 år som købstad. For at fejre denne bemærkelsesværdige milepæl planlægger Slagelse Kommune at bruge hele 2025 som jubilæumsår, hvilket er i tråd med tidligere fejringer i 1925 og 1975.
Som en indledning til jubilæumsåret lancerer Kultur-, Fritids-, og Turismeudvalget i Slagelse Kommune en logo-konkurrence. Inspirationen stammer fra jubilæet i 1975, hvor et særligt logo blev designet og anvendt på blandt andet jubilæumsmønter. Det nye logo skal bruges til gadebannere, informationsskærme og andet markedsføringsmateriale i 2025. Logoet vil være frit anvendeligt for af alle, der ønsker at bruge det i forbindelse med arrangementer under jubilæumsåret.
»600 år betyder ingenting, når man er en by i sin bedste alder. Korsør er en by i rivende udvikling, og vi er blandt andet i gang med at udarbejde en udviklingsplan for Korsør, så den fortsat er en attraktiv by både at besøge og være beboer i. Vi glæder os til at fejre de 600 år i hele 2025, og vi glæder os også til at se en masse forslag til et logo og siger tak for interessen,« udtaler borgmester Knud Vincents (V).
Logokonkurrencen løber i august og september
Logo-konkurrencen er åben for alle borgere i kommunen. Deltagerne inviteres til at indsende deres forslag, som derefter vil blive udstillet i Korsør. Borgerne vil få mulighed for at stemme på deres favoritlogo, hvorefter en intern jury vil udvælge op til fem logoer, inklusive det borgerbestemte, til en endelig politisk beslutning. Kultur-, Fritids-, og Turismeudvalget vil vælge vinderlogoet på deres møde den 7. november.
»Vi inviterer alle til at være en del af fejringen af Korsørs 600-års fødselsdag. Vi starter med en logokonkurrence, og så følger en masse fede events i løbet af 2025. Vi ser frem til at modtage mange kreative og inspirerende forslag, der kan bidrage til en festlig og mindeværdig fejring af Korsørs 600-års jubilæum,« fortæller 2. viceborgmester Troels Brandt (RV), der er formand for Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget.
Tidsplanen for logokonkurrencen:
- Konkurrencen løber i august og september.
- Efter deadline udstilles de godkendte logoforslag i oktober.
- I udstillingsperioden kan borgere stemme på deres favoritlogo.
- En intern jury udvælger op til fem logoer til politisk beslutning.
- Vinderlogoet udvælges af Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget den 7. november.
Betingelser med videre for konkurrencen kan læses på: slagelse.dk.
Øverst: Korsør. (Foto: Slagelse Kommune). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.