Langvarig politiindsats på Storebæltsbroen

(Artiklen er udgivet for omkring 2 år siden). 

Artiklen er opdateret for 2 år siden.

Korsor.News – For at sikre redningsindsatsen har det været nødvendigt at lukke for al trafik på Storebæltsbroen. Den pågældende person er nu under behandling af psykiatrien i Slagelse.

Lørdag den 12. november kl. 08.29 indløb der en melding til politiet om, at der var en person der ville springe ud fra Storebæltsbroen, hvilket afstedkom en større koordineret redningsindsats på højbroen. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Assistance fra redningskøretøjer, -både og -helikopter

Politiets forhandlere har løbende været i dialog med personen på højbroen. Det er blandt andet sket med assistance af personale fra Psykiatrien i Region Sjælland. Politiet har desuden haft assistance til indsatsen i form af redningskøretøjer, redningsbåde og redningshelikopter.

For at kunne sikre redningsindsatsen har det i en længere periode været nødvendigt at lukke for al trafik på broen, hvilket desværre har ført til betydelige trafikale gener på både Sjællands og Fyn siden.

Kl. 16.40 lykkedes det at sikre den pågældende person, som nu er under behandling af psykiatrien i Slagelse. Politiet forventer derfor, at der vil blive lukket helt op for trafikken på Storebæltsbroen inden for meget kort tid. Der har siden kl. 13.00 været lukket op for både øst- og vestgående trafik i det ene spor, men grundet den store ophobning af trafik er køen kun langsomt afviklet.

»Vi beklager de gener det har medført for de mange bilister, men beder om forståelse for nødvendigheden af redningsindsatsen på broen,« skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Du kan følge Sund & Bælt på Twitter på: twitter.com/sundogbaelt

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Slagelse Media). DR/lale.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.