Artiklen er opdateret for 3 år siden.
Korsor.News – Snart kan skibe i Korsør Havn slukke dieselmotoren og koble sig på et grønt landstrømanlæg.
Støj og skadelige svovlpartiker bliver snart fortid i Korsør havn. Et nyt landstrømanlæg fra Soft & Teknik og Schneider Electric skal forsyne skibe og kraner med grøn vindmøllestrøm.
Dermed går Korsør Havn fra at være strømforbrugende til at blive strømproducerende. Det oplyser Schneider Electric i en pressemeddelelse.
Erhvervshavne kan være støjende og beskidte
Danske erhvervshavne kan være et støjende og beskidt bekendtskab. Det skyldes især skibe og kraners dieselmotorer, som både forurener og larmer, hvilket er til stor gene for miljøet, havnen og det omkringliggende samfund.
I Korsør Havn tager man nu tyren ved hornene og investerer massivt i landstrøm, så de tillæggende skibe fremadrettet kan koble sig på grøn vedvarende energi i stedet for at skulle lade dieselmotorer køre i mange timer, mens skibene ligger til kaj.
En investering i en grønnere fremtid for havnen
Elektrificeringen af Korsør Havn er netop blevet underskrevet i samarbejde med leverandøren af landstrømanlæg Soft & Teknik samt den globale specialist i energioptimering og automation, Schneider Electric.
Finansieringen på syv millioner dækkes delvist af midler fra EU’s NON-Stop Projekt, der bidrager med 1,5 millioner kroner, samt af Korsør Havn, der som bekendt er ejet af Slagelse Kommune.
Via landstrømanlægget kan Korsør Havn nu bedre udnytte den vedvarende energi og dermed bidrage til kommunens mål om at mindske CO2-udledningen med mindst 70 procent frem mod 2030.
»Vi betragter landstrømanlægget som en investering i havnens fremtid, først og fremmest fordi, det kan tiltrække flere skibe og skabe vækst i Korsør havn og by,« siger Jimmi Jørgensen, der er Havnedirektør i Korsør Havn, og fortsætter:
»Den sparede CO2-udledning smitter samtidig direkte af på kommunen, som dermed kommer tættere på at nå sine klimamål og kan vise, at det er en kommune, der tager den grønne omstilling seriøst. Ultimativt kan det potentielt også tiltrække nye borgere til byen.«
Nedsætter CO2 svarende til 4.000 biler dagligt
Schneider Electric, som i januar blev kåret til verdens mest bæredygtige virksomhed, skal levere transformere, koblingsanlæg og lavspændingsudbydere, der gør det muligt for Korsør havn at skabe strøm til to skibe og to kraner på samme tid.
»Fordi skibenes motorer er forskellige, og fordi vi ikke har noget fast tal på, hvor mange skibe der kommer, og hvor længe de ligger i havn, er det svært at udregne de konkrete CO2-besparelser,« siger René Andersen, der er Renewable Key Account Manager hos Schneider Electric, og fortsætter:
»Vi estimerer, at CO2-besparelsen fra den daglige drift årligt vil svare til, at 4.000 færre biler dagligt kører rundt i Korsør by, som har 14.500 indbyggere. Det er med andre ord noget, der vil give et betydeligt aftryk i lokalsamfundet.«
Øverst: Korsør Havn. (Foto: Schneider Electric). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.