Korsor.News – Danmarks Maritime Kultur- og Folkemøde vil fremme maritim udvikling, og Korsør er det helt rigtige sted at kaste anker for initiativet. Det mener borgmesteren.
De maritime erhverv og beslægtede områder står for en væsentlig del af både BNP og arbejdspladser i Danmark. Det skriver Slagelse Kommune.
Det maritime område har en stor betydning for rigtig mange mennesker, når vi medtænker havneudvikling, kyst- og naturturisme, maritime fødevarer, søværnet, den del af vores uddannelser, som sikrer den maritime arbejdsstyrke, samt de maritime kultur- og fritidsaktiviteter.
Derfor er det en rigtig god ide, at det maritime Danmark nu får sit eget folkemøde, mener borgmester John Dyrby Paulsen (S).
Et maritimt folkemøde er en oplagt idé
»Søen er både historisk og i dag omdrejningspunkt for en lang række erhverv og aktiviteter. Det maritime Danmark har en størrelse, hvor det giver mening at erhverv, interesseorganisationer, kulturliv, politikere, uddannelser og så videre mødes og udvikler ideer, debatterer, får inspiration og knytter kontakter. Derfor er et maritimt folkemøde en meget oplagt ide,« siger John Dyrby Paulsen.
John Dyrby Paulsen mener, at Korsør er det helt rigtige sted for folkemødet, da byen i forvejen har en lang tradition for årlige maritime kulturdage. Kulturdage som folkemødet er vokset ud af, og fortsat skal afholdes sammen med.
Korsør er det rigtige sted for et folkemøde
»Det maritime folkemøde er en stafet, andre byer i virkeligheden også kunne have taget op, men det giver på mange måder god mening, at det er i Korsør, det kaster anker, da vi har vores flådestation, og Søfartsstyrelsen netop er flyttet til byen,« siger John Dyrby Paulsen og fortsætter:
»Det er en massiv maritim tilstedeværelse, der forpligter os på at tappe ind i den maritime dagsorden og bidrage til at se på tingene med en maritim indgangsvinkel. Dertil kommer, at Korsør allerede har en flot og mangeårig tradition med en årlig maritim kulturuge.«
Folkemødedelen debuterede lidt forsigtigt i august 2018 i forbindelse med de årlige maritime kulturdage, og erfaringerne derfra var så gode, at alle var enige om at sætte flere sejl til for fremadrettet at udvikle et egentligt maritimt folkemøde for hele Danmark.
Folkemødet skal være både seriøst og festligt
»Det er målet at skabe et maritimt kultur- og folkemøde for hele Danmark. I den forbindelse er det vigtigt for mig, at folkemødet fortsat netop bliver ved med at være et folkemøde,« siger John Dyrby Paulsen og fortsætter:
»Projektøren skal selvfølgelig rettes mod vigtige og relevante maritime emner, der skal debatteres og åbnes for dialog om, men der er også en del af at være en god kommune, at det seriøse blandes med det festlige. Vi skal derfor også skabe nogle festlige, hyggelige dage i gode rammer.«
Det betyder, at der skal være plads til både det folkelige og det professionelle, da et vellykket folkemøde handler om at finde den rigtige balance mellem de to ting.
Slagelse Kommune skal sættes på landkortet
Et vellykket folkemøde er også med til at øge kendskabet til Korsør og sætte Slagelse Kommune på landkortet på en positiv måde.
»Ja, i forhold til kommunebranding, kan Danmarks maritime kultur- og folkemøde få en stor betydning for kendskabet til vores del af landet. Den del tager vi selvfølgelig også med her i kommunen. Derfor ser jeg også frem til mange både sjove, overraskende og seriøse aktiviteter og rigtig mange gæster til det kommende folkemøde. Alle er velkomne og hermed inviteret,« slutter John Dyrby Paulsen.
Se også deres hjemmeside på: mkof.dk.
Øverst: Måge. (Foto: Cocoparisienne / Pixabay). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.