Korsor.News – Antenneselskabet bygger på en andelstanke om, at medlemmerne har indflydelse, men sådan har det ikke været i en årrække. Det skal ændres gennem en modernisering af selskabet og gennem nye agentaftaler.
»Det skal være slut med at underlægge sig årelange kontrakter og aftaler, hvor medlemmer og selskab er sat uden for indflydelse,« oplyste formand Mike Axdal på generalforsamlingen den 14. november 2019.
Nu indkaldes der til ekstraordinær generalforsamling den 9. december 2019.
Bestyrelsen og medlemmerne ønsker magten tilbage
Mike Axdal forklarede, at antenneselskabet hele tiden har bygget på en andelstanke, hvor medlemmerne skal have indflydelse. Det har de ikke haft i en årrække, og det skal der ændres på.
Formanden forklarede videre, at bestyrelsen konstruktivt arbejder på at få magten tilbage til selskabet, og et af de første skridt er at se på en mulig ændring af tv-aftalen med YouSee.
En gammel regionsaftale binder selskabet og medlemmerne, idet YouSee stort set kan gøre, hvad de vil uden at skulle spørge medlemmerne.
»Den skal vi hurtigst muligt ud af,« slog formanden fast.
Formanden pegede samtidig på, at det er en langt bedre løsning at få en agentaftale, hvor det er antenneselskabet selv, der afgør indholdet i det, som man betaler for.
Midlertidig løsning giver adgang til Discoverys kanaler
Det løser ikke problemstillingen om adgang til Discoverys kanaler på kort sigt. Bestyrelsen anbefaler derfor, at medlemmerne går ned i tv-pakkestørrelse og tilkøber Discovery kanalerne som streaming via Dplay.
Dermed har medlemmerne adgang til kanalerne, mens bestyrelsen arbejder på alternativer, der forhåbentligt kan få kanalerne tilbage til medlemmerne.
Skal være ud af aftaler med leverandørerne ultimo 2023
I dag er antenneselskabet bundet af kontrakter fra fortiden, som er bygget op af investeringer, hvor YouSee har kastet økonomi ind i opgraderinger af antenneselskabets anlæg og kabler igennem en lang årrække.
Opgraderingerne betyder, at antenneselskabet, teknisk set, er godt rustet, men økonomisk er udnyttet og sat uden for indflydelse.
Dertil kommer, at selskabet er ikke blevet tilgodeset med en eneste krone til drift eller udgifter, selvom YouSee har tjent oceaner på både tv- og internetløsningerne.
Flow-tv er for nedadgående, streaming for opadgående – det vil sige, at de fleste vil se tv via deres internet i fremtiden. Da antenneselskabet ikke har en eneste krone i fortjeneste på internet til at styrke driften og dække udgifter, er selskabet nødsaget til at se på andre løsninger.
Planen er, at antenneselskabet skal være ude af alle aftaler med leverandørerne og atter stå på egne ben ved udgangen af 2023.
»Internetdelen vil vi i fremtiden selv distribuere til priser, der ligger tæt på at være under 50 procent af de priser, vi i dag kender, og langt under det, som andre kendte leverandører på markedet kan levere internet for,« sagde formanden, Mike Axdal, og forsatte:
»Vi har sikret vores coax-kabelaktiver og har i dag et topmoderne og fremtidssikret docsis 3.1-anlæg åben for giga-speed til både internet og tv. Vi har sat opsparingen i gang og er klar til igen at blive “herrer i eget hus” ved kontraktudløb.«
Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling i december
Bestyrelsen har med ekstern hjælp arbejdet med Korsør Antenneselskabs fremtid siden april 2019. Fokus har været en professionalisering af bestyrelsen og af hele selskabet.
Læs også: Antenneselskab undersøger de fremtidige muligheder.
Nu indkalder bestyrelsen til en ekstraordinær generalforsamling den 9. december 2019 for at få gennemført de nødvendige vedtægtsændringer, så antenneselskabet kan nå i mål med strategien.
Læs også: Korsør Antenneselskab skal hedde Korsør Connect.
»Bestyrelsen indkalder til en ekstraordinær generalforsamling den 9. december for at få gennemført de nødvendige vedtægtsændringer, så vi kan nå i mål med strategien,« siger Mike Axdal i en pressemeddelelse og fortsætter:
»Blandt andet ønsker vi at skifte navn til Korsør Connect for at signalerer, at vi nu er på vej ind i en ny epoke, der har til formål at give magten og fordelene tilbage til medlemmerne.
Øverst: Genrefoto. (Foto: Alex Antropov 86 / Pixabay). PM/RK/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.