Korsor.News – Det Kongelige Teaters sommerballet besøger dobbelt så mange byer i år, når balletten inviterer til en gratis og tryllebindende oplevelse under åben himmel i hele ti danske byer, herunder Korsør.
Kongelig sommerballet har siden 2006 trukket titusinder af danskere til de gratis balletforestillinger. I år når tåspidssko, tylskørt og trikot ud til endnu flere danskere i hele landet.
Balletoplevelser rykker fra Gamle Scene ud i byerne
Sommerballettens storslåede balletoplevelser, der ellers normalt kun kan opleves på Gamle Scene i København, besøger nemlig dobbelt så mange byer som i 2018:
»Jeg er bragende stolt af Den Kongelige Ballets høje niveau netop nu. Det skal vi selvfølgelig vise hele landet,« siger balletmester Nikolaj Hübbe og fortsætter:
»Sommerballetten er altid et af kompagniets højdepunkter. Helt personligt glæder jeg mig allerede.«
Smukke naturomgivelser danner rammen om scenen
Scenen bygges op i løbet af dagen i smukke, lokale naturomgivelser og senere kan publikum sætte sig til rette i græsset med deres fyldte picnickurve.
I selskab med Den Kongelige Ballet får de en unik og uforglemmelig sommeroplevelse, som blandt andet indeholder en forsmag på den kommende sæsons forestillinger.
Kongelig sommerballet kommer på besøg følgende steder:
- Søndag 09.06.19 kl. 16: Ofelia Plads, København
- Mandag 10.06.19 kl. 19: Byparken, Korsør
- Tirsdag 11.06.19 kl. 19: Krappes Grønne Ring, Kjellerup
- Onsdag 12.06.19 kl. 19: Rebild Bakker, Skørping
- Fredag 14.06.19 kl. 19: HEART, Herning
- Lørdag 15.06.19 kl. 19: Sønderborg Slot
- Søndag 16.06.19 kl. 19: Anlægget, Billund
- Mandag 17.06.19 kl. 19: Kongens Have, Odense
- Tirsdag 18.06.19 kl. 19: Fredensborg Slotshave
- Onsdag 19.06.19 kl. 19: Torvet, Præstø
Balletten sender en særlig tak blandt andet: Korsør Erhvervsforening, Korsør Turistråd, Slagelse Kommune, Korsør Kulturhus og Korsør Bykontor.
Øverst: Wilma Giglio. (Foto: Selina Meier / Det Kongelige Teater). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.