Grease opføres i Korsør

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden). 

Artiklen er opdateret for 3 år siden.

Korsor.News – Grease er en herlig musical, elsket og set af mange gæster gennem tiden, men det er første gang, at den kan opleves på de skrå brædder i Korsør Kulturhus.

Musicalforeningen Storebælt er i gang med forberedelserne til forårets store 5-årsjubilæumsmusicalopsætning i Korsør. Foreningen markerer jubilæet med at invitere publikum med tilbage til årgang 1959 på Rydell Highschool, hvor vi møder Danny Zuko, Sandy Dumbrowski og alle de andre elskede figurer.

Skulle navnene virke kendte, er det ikke så sært, da de stammer fra musicalen Grease. Det oplyser musicalforeningen i en udsendt meddelelse.

Publikum kan næppe kan undgå at nynne med

Denne forestilling er egnet for hele familien, hvor man som publikum næppe kan undgå at nynne og synge med på sange som “Greased Lightnin’” og “You’re the one that I want”. Publikum opfordres dog til at holde afstand til hinanden.

Holdets dansekoreograf, Marie Skak er i hopla og har knoklet med at lære skuespillerne de mange fede dansetrin, som publikum kan glæde sig til at se. Hun har tidligere medvirket i Grease på Krabasken og kommer med erfaring med at danse til Grease-sange.

Skuespillernes sanginstruktion er hjulpet på vej af den erfarne sanger, Nickie Brandstrup, som er begejstret for denne forestilling.

»Jeg har drømt om at spille Grease i 20 år – og nu sker det endelig,« lyder det fra Nickie Brandstrup.

På instruktørposten er det et nyt ansigt, Annemarie Burhøi, som har taget stafetten op på sæsonens opsætning.

Opføres fra den 10. maj til den 14. maj 2022

Grease er en herlig musical, elsket og set af mange gæster gennem tiden, men det er første gang, at den kan opleves på de skrå brædder i Korsør Kulturhus. Publikum kan glæde sig til en festlig aften, hvor man højst sandsynlig nynner en eller flere sange – i pausen og på vejen hjem.

Der er stadig ledige billetter til forestillingen, som købes på Korsør Kulturhus’ hjemmeside. Forestillingen opføres fra d. 10. maj til d. 14. maj 2022 i “Spillestedet”, Korsør Kulturhus. Du skal være hurtig, hvis du gerne vil have en god plads! Hold øje med foreningens facebook-side: facebook.com/musicalstorebaelt

Forestillingen opføres i et unikt samarbejde med FGU Korsør, Korsør holder-sammen, Teaterforeningen CasaBlanca og ikke mindst Korsør Kulturhus, Slagelse Kommune. Uden støtten fra disse samarbejdspartnere, ville det ikke være muligt. En anden vigtig samarbejdspartner er Trelleborg Fonden, som har støttet med en stor og flot donation på intet mindre end 25.000 kroner.

Har du lyst til at være en del af foreningen? »Vi savner dig, som har lyst til at stå på scene, kan lide at danse, har lyst til at synge eller blot vil hjælpe med de praktiske opgaver bagved “scenen”. Der er plads til alle, som har lyst til at være en del af et socialt fællesskab med teater som omdrejningspunkt. Kontakt os for en uforpligtende snak,« skriver Musicalforeningen Storebælt.

Øverst: Pressefoto. (Foto: Musicalforeningen Storebælt). PM/roke

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.