Artiklen er opdateret for 2 år siden.
Korsor.News – Mandag sejlede fregatten Niels Juel fra Flådestation Korsør for at tilslutte sig NATOs flådestyrke Task Group. Den skal bidrage til NATOs skærpede beredskab, som er en reaktion på Ruslands angreb på Ukraine og aggressive tone over for sine europæiske naboer.
Den danske fregat Niels Juel indgår i tre måneder i en NATO-flådestyrke på meget højt beredskab. Flådestyrken skal understrege NATOs vilje og evne til at forsvare alliancens befolkninger og territorium. Det skriver Forsvarskommandoen i en pressemeddelelse.
Skal demonstrere NATO-landenes alliancesolidaritet
Mandag sejlede fregatten Niels Juel fra Flådestation Korsør for at tilslutte sig NATOs flådestyrke Task Group 441.01. Den er en del af NATOs stående styrker på højt beredskab – NATO’s Very High Readiness Joint Task Force (VJTF).
Fra Korsør sejlede Niels Juel mod Sjællands Odde for at gennemføre skydeøvelser, inden fregatten fortsætter mod Skagerrak, hvor den skal mødes med de øvrige skibe i flådestyrken. Den omfatter blandt andet krigsskibe fra Tyskland og Spanien. Fra Skagerrak fortsætter flådestyrken ud i sit operationsområde. Styrken skal primært operere i Nordatlanten og Østersøen.
Formålet med flådestyrken er at være NATOs umiddelbare maritime udrykningsstyrke samt at demonstrere NATO-landenes alliancesolidaritet og understrege viljen og evnen til at beskytte NATOs befolkning og territorium mod enhver aggression.
Fregatten er en reaktion på Ruslands angreb på Ukraine
Med indsættelsen af Niels Juel bidrager Danmark til NATOs skærpede beredskab, som er en reaktion på Ruslands angreb på Ukraine og aggressive tone over for sine europæiske naboer. Indsættelsen af det danske krigsskib medvirker til, at NATO har de nødvendige styrker til rådighed til at afskrække potentielle fjender fra at angribe Danmark eller andre NATO-lande og til om nødvendigt at forsvare NATOs territorium.
»Især i denne tid er det virkelig vigtigt vise beslutsomhed og sammenhold i NATO, og derfor er jeg stolt over, at vi igen kan sende et bidrag til NATOs stående styrker under VJTF, således at Danmark bidrager til det kollektive forsvar og dermed Danmarks sikkerhed fra havet,« siger kommandør Dan B. Termansen, der er chef for Søværnets 2. Eskadre.
Fregatten Niels Juel er et moderne og slagkraftigt krigsskib, der med sine højteknologiske sensorer og våben er klar til at imødegå alle typer af trusler og om nødvendigt bidrage til at forsvare NATOs territorium. Niels Juel har i en del af indsættelsesperioden en Sea Hawk-helikopter ombord. Fregatten har en besætning på cirka 120 personer.
Flådestyrkens opgaver kan omfatte alle militære maritime opgaver, herunder medvirken til etablering af lokalt søherredømme samt sikring af maritime forbindelsesveje og retten til fri sejlads. Ud over at være på beredskab træner skibene i flådestyrken sammen, ligesom styrken deltager i allierede øvelser. Flådestyrken med Niels Juel skal blandt andet deltage i den store øvelse Joint Warrior, der finder sted ud for det nordlige Norge i marts.
Øverst: Fregatten Niels Juel (bagerst) sammen med en britisk fregat under en international øvelse i Østersøen. (Foto: Fregatten Niels Juel / Forsvaret). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.