Artiklen er opdateret for 3 år siden.
Zand.News – I forbindelse med et videnskabeligt forsøg skal op til 60 PFOS-forgiftede voksne borgere fra Korsør testes med Cholestagel.
Alle godkendelser er nu på plads, og derfor kan læger fra Holbæk Sygehus gå i gang med at afprøve, om behandling med kolesterolsænkende medicin kan øge udskillelsen af PFOS hos de berørte borgere. Dte oplyser Region Sjælland i en pressemeddelelse.
Læger håber på en gavnlig effekt fra medicinen
Stoffet PFOS er kommet i søgelyset, efter der blev gjort store fund i køer, som har græsset tæt på brandskolen ved Korsør Nor. Adskillige borgere er dermed blevet udsat for PFOS-forurening.
I alt 118 borgere har efterfølgende fået konstateret, at de har et forhøjet PFOS-niveau i blodet, hvilket vil sige over normalværdien på 21 ng/ml.
Læs også: Høje niveauer af PFOS i kød fra kvæg fra Korsør Nor.
Læs også: Brandskum årsag til PFOS-fund i rensningsanlæg.
Læs også: Psykologhjælp til PFOS-forgiftede borgere.
Den kommende tid lander der invitationer i e-Boks hos PFOS-forgiftede borgere fra Korsør til at deltage i et videnskabeligt forsøg med kolesterolmedicinen Cholestagel.
Forsøget skal prøve af, om medicinen er en mulig behandling og dermed kan forebygge eventuelle fremtidige helbredseffekter som følge af et forhøjet PFOS-niveau i blodet.
»Jeg ser meget frem til, at vi nu kan sætte forsøget i gang. Vi nærer store forhåbninger til, at medicinen har en gavnlig effekt, men vi ved det naturligvis ikke,« siger Ann Lyngberg, der er ledende overlæge på Arbejds- og Socialmedicinsk Afdeling på Holbæk Sygehus, og fortsætter:
»Vi har gennem hele forløbet haft en tæt kontakt til borgerne, og her har forsøget været et vigtigt lys i mørket. Mit håb er nu, at det viser sig at være den behandling, der kan hjælpe dem.«
Det er alene voksne borgere med forhøjet niveau, der vil få mulighed for at deltage i det videnskabelige forsøg, og de inviteres fra uge 44.
Håber på op til 60 deltagere med PFOS-forgiftning
Forsøget går ud på at give op til 60 af de PFOS-forgiftede voksne personer Cholestagel, som er et godkendt og velafprøvet middel mod forhøjet kolesterol.
Deltagerne opdeles via lodtrækning i to grupper. Den ene gruppe får medicinen med start i efteråret 2021 over en periode på 12 uger, den anden i foråret 2022.
Begge grupper får taget blodprøver før, under og efter den medicinske behandling, så det kan sammenlignes, om det har den ventede effekt og sænker PFOS-koncentrationen i blodet.
»Vi håber naturligvis, at mange af de inviterede ønsker at være med som deltagere i vores forskningsforsøg. Vi har nu fået sikkerhed for, at det både etisk og videnskabeligt er forsvarligt. Fordi der er tale om et forsøg, er det vigtigt, at de involverede selv tager stilling til, om de ønsker og synes, det er meningsfuldt at deltage,« siger Morten Lindhardt, der er forskningsansvarlig overlæge fra Medicinsk Afdeling på Holbæk Sygehus.
Alle, der takker ja til at deltage i forsøget, skal til en samtale og screening på Holbæk Sygehus, inden medicinen kan udleveres og den medicinske behandling kan starte.
Banebrydende forsøg skaber stor opmærksomhed
Der findes i dag ingen kendt behandling, der kan øge udskillelsen af PFOS. Tidligere er der lavet små forsøg med mennesker og rotter, hvor Cholestagel viste sig meget effektivt. Derfor er der også stor opmærksomhed omkring Holbæk-lægernes forsøg.
»Vi er de første til at prøve Cholestagel af på et større antal mennesker med henblik på at se på midlets evne til at udskille PFOS. Det har selvfølgelig givet genlyd ude i verden, og vi oplever en enorm interesse fra forskere fra både ind- og udland, der vil følge resultaterne fra vores forsøg tæt,« siger Ann Lyngberg.
Forsøget varer samlet i 30 uger, og hvis det forløber som planlagt, er det forventningen, at de første resultater er klar i sommeren 2022.
Fakta om det videnskabelige forsøg med Cholestagel:
- Videnskabsetisk Komité i Region Sjælland og Lægemiddelstyrelsen gav i september godkendelse til at afprøve Cholestagel på de PFOS-forgiftede borgere. 25. oktober kom der også grønt lys fra den eksterne kontrolinstans (GCP-enhed), der skal sikre, at forsøget bliver udført retvisende.
- Forskningsprojektet ledes af ledende overlæge Ann Lyngberg fra Arbejds- og Socialmedicinsk Afdeling på Holbæk Sygehus sammen med forskningsansvarlig overlæge Morten Lindhardt fra Medicinsk Afdeling på Holbæk Sygehus.
Øverst: Genrefoto. (Foto: Valelopardo / Pixabay). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.