Artiklen er opdateret for 1 år siden.
Korsor.News – Nye medborgere kunne møde et bredt udvalg af byens foreningsliv, heriblandt den nystiftede forening “Fønix – Kultur i flyvehøjde” til indflytter-arrangementet i Korsør Kulturhus.
Lørdag den 16. september 2023 havde Korsør Bykontor sammen med en masse af byens passionerede foreningsliv inviteret til et spændende indflytter-arrangement i Korsør Kulturhus. Det skriver Fønix – Kultur i flyvehøjde om i en pressemeddelelse.
Tilflyttere blev mødt af foreningens repræsentanter
Det var en dejlig solbeskinnet dag, hvor nye tilflyttere blev hilst velkommen til færgebyen, budt på lidt til ganen og inviteret helt op i den kulturelle flyvehøjde. På dagen kunne de nye medborgere møde et bredt udvalg af byens foreningsliv, heriblandt den nystiftede forening “Fønix – Kultur i flyvehøjde”. Gæsterne blev af denne tilbudt lidt til den søde tand, et gratis medlemskab og en smart læsevenlig brochure.
For hos Fønix mener man, at kultur skal være for alle, og at alle skal kunne deltage uanset status. Tilflytterne blev mødt af foreningens to søde repræsentanter i skikkelse af Annemarie Burhøi og Josefine Ohmann. Hvis navnene klinger bekendt, er det nok fordi man har stødt på dem hos en anden af Korsørs musikalske teater-foreninger.
Husker du: Der sidder fire mand på en tømmerflåde…
På trods af foreningens unge alder på knap og nap en måned, har man allerede lagt i kakkelovnen til en hyggelig åbningsrevy i 2024 med titlen “En gammel dansk aften”. Det er en klassisk revy med en nutidig twist, hvor vi hylder og sender en kærlig tanke de gamle danske skuespillere såsom Daimi, Marguerite Viby, Ove Sprogø, Jørgen Ryg, Ulf Pilgaard, Kjeld Petersen, Preben Kaas og ikke mindst, den største af dem alle, nemlig Dirch Passer.
»Kan du måske huske Kjeld og Dirchs sketch “Skolekammerater”? Åh, manner. Åh manner! Så kan du allerede nu glæde dig til en edderspændt-rasende hyggelig aften, hvor man gerne må grine og lade latteren få frit spil. Du bliver udsat for en sjofert eller to og forkælet med en komisk perlerække af euforiske fortolkninger. Det bliver en aften hvor vi for en stund glemmer alt det moderne og trækker tiden tilbage til 50 og 60’ernes Danmark. Datoen for den kommende forestilling er endnu ikke fastsat, men vi er i dialog med Korsør Kulturhus om dette,« udtaler kultur-sheriffen, Tim Nielsen.
Er man interesseret i at vide mere om foreningen, eller ønsker at blive medlem, kan man med fordel kigge forbi Facebook – facebook.com/FoenixKultur.
Øverst: Fønix – Kultur i flyvehøjde til indflytter-arrangement i Korsør Kulturhus den 16. september 2023. (Foto: Fønix – Kultur i flyvehøjde). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.