Artiklen er opdateret for 3 år siden.
Korsor.News – Eleverne undervises af lærere og pædagoger med henblik på at gøre de unge bevidste om værdien i at træffe egne valg, at tage vare på hinanden og at udvise mod.
Broskolen, Baggesenskolen, Tårnborg Skole og Vemmelev Skole i Korsør og omegn har startet et samarbejde med MOT-Danmark for at styrke elevernes robusthed, trivsel, mentale sundhed, bevidsthed, dannelse og mod. Det oplyser Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.
Har indgået et samarbejde med MOT-Danmark
Robusthed og trivsel er afgørende for læring i skolen. Men det er også medvirkende til at gøre elever parat til at være en del af det demokratiske samfund, når der arbejdes med elevernes relationer med hinanden og samarbejdet imellem dem.
Broskolen, Baggesenskolen, Tårnborg Skole og Vemmelev Skole i Korsør og omegn har startet et samarbejde med MOT-Danmark, der skal styrke elevernes robusthed, trivsel, mentale sundhed, bevidsthed, dannelse og mod. Samtidig skal forløbet understøtte, at flere unge i Slagelse Kommune bliver uddannelsesparate.
Øger trivslen, trygheden og robustheden
På Broskolen, Baggesenskolen, Tårnborg Skole og Vemmelev Skole er der kommet “Mod” på skoleskemaet. De fire skoler deltager nemlig i et samarbejde med MOT-Danmark, da skolerne har et fælles ønske om at øge trivslen, trygheden og robustheden blandt de ældste elever.
Forløbet er henvendt til elever i 7.-9.klasse og består af aktiviteter, øvelser, historier, billedsprog og konkrete værktøjer. Eleverne undervises af lærere og pædagoger, der certificeres som MOT-coaches, og deres opgave er blandt andet at gøre de unge bevidste om værdien i at træffe egne valg, tage vare på hinanden og vise mod.
Fælles værktøj skal styrke trivsel og læring
»Alle børn og unge går i skole for at lære. Men læring kan ikke stå alene. Hvis man skal have de optimale muligheder for at lære, så kræver det, at man trives både i læringsrummet og i fællesskaber. Derfor er det rigtig stærkt, at de fire skoler fra Korsør-distriktet, alle har meldt sig til MOT-forløbet. Alle skoler har fokus på robusthed, men MOT-forløbet giver et fælles værktøj, som er med til at sikre, at værdierne bliver en del af den fælles kultur på skolerne,« siger Dorthe Christiansen, der er skolechef i Slagelse Kommune.
Evalueringen fra andre skoler viser, at MOT bidrager til at øge trivslen og livsmestringen blandt de unge. Der er færre antal mobbesager, bedre fællesskabsfølelser, øget robusthed og mindre alkohol- og stofmisbrug på MOT-skoler. Allerede nu er der begejstring at spore blandt de unge.
Eleverne bliver mere modige af forløbet i MOT
»Vi har prøvet mange forskellige forløb. MOT er det første, der for alvor har hjulpet med til, at jeg er blevet mere modig, at jeg tør stille mig frem foran andre. Klassen er blevet rystet ekstra godt sammen. Nu blander pigerne og drengene sig meget mere,« siger Sofie Daugaard Mortensen fra Baggesenskolen.
MOT-forløbet skal samtidig være med til at understøtte, at flere unge i Slagelse Kommune bliver uddannelsesparate.
»Vi vil rigtig gerne støtte op om, at flere unge bliver uddannelsesparate. Det er en kompleks opgave, og der er behov for, at vi afprøver nye metoder for i fællesskab at finde nøglen til, hvordan flere unge vurderes uddannelsesparate. Som formand for Børne- og Ungeudvalget er jeg glad for, at et samlet skoledistrikt har valgt at gå sammen, så de også kan spille hinanden gode og netværke omkring de erfaringer, som de får gennem forløbet,« siger Unnie Oldenburg (S), der er formand for Børne- og Ungeudvalget.
De fire skoler er startet i MOT-forløbet i løbet af foråret, og samarbejdet med MOT forløber over 3 år.
Fakta om MOT. MOT er norsk og betyder MOD. De tre grundprincipper i programmet er Mod til at sige nej, Mod til at vise omsorg og Mod til at leve. MOT er baseret på øvelser, gode fortællinger, dialog og rollespil for at gøre de unge bevidste om værdien i at træffe egne valg, tage vare på hinanden og vise mod.
Øverst: Forløb i MOT. (Foto: Slagelse Kommune). PM/roke
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.