Fængsel for grooming, voldtægt og krænkelse

Korsor.News – En 27-årig tidligere overkonstabel ved Flådestation Korsør er dømt for overgreb, herunder voldtægt, blufærdighedskrænkelse og grooming, af 32 forurettede, heriblandt 26 mindreårige piger.

Der er faldet dom ved Retten i Nykøbing Falster i en sag, hvor en 27-årig mand var tiltalt for overgreb, herunder voldtægt, blufærdighedskrænkelse og grooming af 32 forurettede, heriblandt 26 mindreårige piger. Manden har siden den 12. september 2023 været varetægtsfængslet. De ældste forhold blev begået i 2014. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): En 27-årig tidligere overkonstabel er ved Retten i Nykøbing Falster dømt fem års fængsel for bl.a. voldtægt, blufærdighedskrænkelse og grooming af 32 ofre – heraf 26 mindreårige piger. Overgrebene, som begyndte i 2014, skete bl.a. via Snapchat, hvor manden udgav sig for at være yngre. Fire piger på 13-14 år blev udsat for voldtægt eller forsøg herpå. Han blev anholdt på Flådestation Korsør efter en voldtægt i en militær varebil. Udover fængsel har han fået bolig-, besøgs- og kontaktforbud samt forbud mod arbejde med børn. Han forbliver fængslet og har udbedt sig betænkningstid.

Fire piger på 13-14 år udsat for voldtægt eller forsøg

Den 27-årige mand blev idømt fængsel i 5 år, og han fik et såkaldt boligforbud, et besøgsforbud og et kontaktforbud. Den dømte blev også frakendt retten til erhvervsmæssigt eller i forbindelse med fritidsaktiviteter at beskæftige sig med børn under 18 år. Den 27-årige udbad sig betænkningstid og blev fortsat fængslet.

Manden har i en stribe tilfælde via Snapchat udgivet sig for at være væsentlig yngre og har sendt upassende billeder og beskeder til unge piger, ligesom han har fået de forurettede piger til at sende billeder af dem til ham. I fire tilfælde har han i forlængelse af sin grooming udsat piger i alderen 13-14 år for voldtægt eller voldtægtsforsøg.

Der er tale om en tidligere overkonstabel ved Forsvaret, Daniel Krogh Lauridsen, som blev han anholdt på Flådestation Korsør tre dage efter en voldtægt af en 13-årig pige. Hun var blevet skubbet ind i en varebil, som tilhører Forsvaret, og herefter voldtaget på en nærliggende parkeringsplads. Det skriver Sjællandske og TV2 Øst.

En juridisk kompleks sag med fokus på grooming

»Der er en meget alvorlig sag, som har berørt mange unge mennesker og deres familier. Politiet har lavet en meget omfattende og grundig efterforskning, som har gjort det muligt at løfte bevisbyrden. Samtidig har det været en juridisk mere kompleks sag, hvor vi har anvendt bestemmelsen om grooming, som blev indført i samme periode, som den domfældte havde kontakt med flere af de unge piger,« udtaler anklagerfuldmægtig Metha Balling og fortsætter:

»Jeg er tilfreds med dommen, som viser, at retten har set med lige så stor alvor på sagen, som vi har i politiet og anklagemyndigheden.«

Boligforbud, besøgsforbud og kontaktforbud betyder, at den domfældte: 1) ikke uden politiets tilladelse må lade børn under 18 år tage ophold i sin bolig, 2) ikke selv må tage ophold hos personer, hos hvem der opholder sig børn under 18 år, 3) ikke må få besøg af børn under 18 år, medmindre de er ledsaget af en voksen, og 4) ikke må kontakte børn under 18 år, den domfældte ikke kender i forvejen, over nettet eller et lignende system til spredning af information.

Øverst: Genrefoto. (Foto: Roland Magnusson / iStock). PM/pele.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/fd1c