Broløbet Storebælt klar for tredje gang

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Artiklen er opdateret for 1 år siden.

Korsor.News – 14.000 løbere er klar til at krydse Storebælt lørdag den 29. maj 2021. Aktuelt er der omkring 1.000 billetter tilbage. I år afholdes også kvartmaraton med adgang til pigehjemmet på Sprogø.

»Vi er rigtig glade for, at 14.000 løbere fortsat er klar til at krydse Storebælt lørdag den 29. maj 2021,« skriver Broløbet på Facebook og fortsætter:

»Vi er nu igen (det er faktisk 3. gang) startet på planlægningen for sammen med vores trofaste sponsorer at kunne lave et super arrangement. Vi håber det bedste for 2021 og satser 110 % på, at vi skal løbe lørdag den 29. maj.«

Kvartmaraton med adgang til pigehjemmet på Sprogø

»Vi takker for jeres opbakning, og ønsker jer alle et godt 2021 – lad det meget gerne blive et super løbeår. Pas godt på jer selv – vi ses lørdag den 29. maj 2021,« skriver Broløbet.

De oplyser samtidig, at de som noget nyt tilbyder muligheden for et kvartmaraton, hvor man vil få en unik adgang til blandt andet pigehjemmet og den lille havn på Sprogø.

»I år har vi fået en enestående mulighed for – udover det klassiske halvmaraton – også at tilbyde en ny distance – et kvartmaraton, der går fra Sprogø med kurs mod den fælles målområde i Nyborg. Vi håber med initiativet at give endnu flere mod på at deltage i dette spektakulære løb over Storebælt,« skriver Broløbet Storebælt på Facebook og fortsætter:

»Inden løbet får du mulighed for at opleve den spændende “ø i midten”. Du får en unik adgang til andre dele af Gl. Sprogø for eksempel pigehjemmet og den lille havn. Vær dog opmærksom på, at Sprogøs natur er skrøbelig, og dele af øen er fredet. Det betyder, at for eksempel fyrtårnet ikke vil være tilgængeligt.«

Aktuelt er der små 1.000 billetter tilbage til den 8. udgave af Broløbet Storebælt – tilmelding kan ske på: www.brolob.dk.

Læs mere på: Broløbet Storebælt 2021.

Øverst: Broløbet Storebælt 2021. (Foto: Broløbet Storebælt). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.