Artiklen er opdateret for 4 år siden.
Korsor.News – »I Miljøstyrelsen ser vi på sagen med stor alvor, fordi PFOS er et stof, der ikke nedbrydes særligt nemt i naturen, samtidig med det ophobes i fødekæden,« lyder det fra Miljøstyrelsen
Brandskolen i Korsør er kilden til udledningen af PFOS, som blev opdaget ved Korsør Rensningsanlæg før jul. Brandskolen er nu i gang med nye undersøgelser, som skal indsnævre forureningskilden. Det oplyser Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.
PFOS er tidligere blevet brugt i brandslukningsskum
Før jul målte SK Forsyning meget høje koncentrationer af PFOS ved udledningen fra Korsør Rensningsanlæg. Nu peger Slagelse Kommunes kildeopsporing på, at det er brandskolen i Korsør, som er kilden til forureningen.
Læs også: Perfluorooctanesulfonate målt på Korsør Rensningsanlæg.
Nye prøver viser en udledning af PFOS på 13.000 nanogram pr. liter fra brandskolens spildevand og 70.000 nanogram pr. liter fra regnvandsledning.
PFOS er tidligere blevet brugt i brandslukningsskum, som er blevet benyttet ved øvelser på brandskolen. Stoffet er i dag forbudt at anvende i brandslukningsskum, og bruges derfor ikke mere på skolen.
»Vi er nu i samarbejde med brandskolen gået i gang med at undersøge og tage yderligere prøver for at indsnævre forureningskilden. Det er høje koncentrationer, der er målt, og vi tager det meget alvorligt. Vi har derfor også taget kontakt til relevante myndigheder for at informere dem,« siger afdelingsleder Jette Jungsberg fra Slagelse Kommune.
TV-inspektion af spildevands- og regnvandsledninger
På baggrund af de nye fund har brandskolen, som hører under Slagelse Brand og Redning, sat gang i flere initiativer, som skal opspore kilderne og stoppe udledningen af PFOS.
Blandt andet bliver både spildevands- og regnvandsledninger nu tv-inspiceret for eventuelle utætheder, og samtidig har skolen også sat gang i en større kortlægning af, hvor på skolens område man tidligere har anvendt det PFOS-holdige brandslukningsskum.
»Vi har ikke anvendt brandslukningsskum med PFOS i mange år. Nu gør vi alt hvad vi kan for at finde ud af, hvor udledningen stammer fra,« siger beredskabschef Michael Djervad og fortsætter:
»Vi har mistanke om, at det kan stamme fra forurening på de gamle brandøvelsespladser, som via utætheder på spildevands- og regnvandsrørene er trængt ind og har forurenet vandet, og derfor laver vi blandt andet en tv-inspektion af dem. Men vi prøver også at gå tilbage i arkiverne for at finde ud af præcist hvor man tidligere har brugt det PFOS-holdige skum.«
»I Miljøstyrelsen ser vi på sagen med stor alvor«
PFOS er ikke et stof, som der tidligere er blevet målt efter på Korsør Renseanlæg, men det dukkede op i prøver, som blev taget i forbindelse med et EU-projekt, hvor man undersøgte for såkaldte neonikotinoider.
Da resultaterne blev bekræftet af yderlige prøver, gik Slagelse Kommune i gang med kildeopsporingen, og det er den, som man onsdag, fik resultatet af. På baggrund af de nye resultater har kommunen kontaktet Miljøstyrelsen.
»I Miljøstyrelsen ser vi på sagen med stor alvor, fordi PFOS er et stof, der ikke nedbrydes særligt nemt i naturen, samtidig med det ophobes i fødekæden,« siger kontorchef i Miljøstyrelsen Jane Hansen og fortsætter:
»Det er derfor positivt, at Slagelse Kommune og SK Forsyning allerede har iværksat tiltag for at imødegå forureningen med fokus på tiltag ved kilden, og at kommune og forsyning blandt andet er i dialog med regionen om afklaring af årsag og mulige løsninger.«
Miljøstyrelsen oplyser endvidere, at det er det almindeligt kendt, at der i forbindelse med brandøvelsesstationer og flypladser kan forekomme historiske forureninger med PFOS grundet tidligere anvendelse i blandt andet brandskum.
I forbindelse med kildeopsporingen er der taget prøver fra flere virksomheder, som også viser for høje niveauer af PFOS, men langt fra så høje niveauer, som det man har målt på brandskolen.
Udover at man forsøger at stoppe forureningen ved kilderne, er SK Forsyning også gået i gang med at undersøge, hvad man kan gøre for at rense for PFOS på Korsør Rensningsanlæg.
Øverst: PFOS (perfluorooctanesulfonate). (Foto: Jynto, CC0, via Wikimedia Commons). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.