Artiklen er opdateret for 6 år siden.
I kølvandet på de mange problemer for vandsportscentret i Halsskov Færgehavn hasteindkalder borgmester John Dyrby Paulsen alle interesserede til et borgermøde på onsdag.
Vandsportscentret og Halsskov Færgehavn er på dagsordenen, når borgmester John Dyrby Paulsen (S) inviterer alle interesserede til borgermøde onsdag den 27. juni 2018.
Drømmen om at skabe et vandsportscenter i Halsskov Færgehavn er stødt ind i alvorlige problemer. Kajanlægget er meget medtaget, og kommunen har været nødt til at spærre dele vandsportscentret af, efter undersøgelser har vist, at havnen trænger til en kærlig hånd.
Nu inviterer borgmester John Dyrby Paulsen (S) alle interesserede til borgermøde om færgehavnen inden sommerferien starter.
»Jeg ved, at det er med meget kort varsel, vi indkalder til borgermøde. Men der er mange, som er interesseret i, hvad der skal ske med området, og derfor vil vi gerne invitere borgerne ind og forklare, hvorfor vi har været nødt til at spærre vandsportscentret af, inden sommerferien starter,« siger borgmester John Dyrby Paulsen.
På mødet kan deltagerne forvente at få en orientering om, hvad undersøgelserne af færgehavnen viser, og hvad det giver af udfordringer. Derudover vil der også være muligt at høre, hvad kommunen arbejder på at gøre her og nu, og hvilke mulige scenarier der tegner sig for fremtiden for området.
»Der er flere scenarier for, hvordan vi kan udvikle området. Fælles for dem er, at de koster penge. Men før vi tager en endelig beslutning, vil jeg gerne høre, hvordan borgernes input til prioriteringerne er,« forklarer John Dyrby Paulsen.
Borgermødet bliver afholdt onsdag den 27. juni 2018 kl. 17.00 på Storebælt Camping- og Feriecenter i Multihuset, Store mødelokale, Storebæltsvej 85.
Alle interesserede er velkomne, men tilmelding skal ske til udvikling@slagelse.dk senest tirsdag den 26. juni 2018.
Foto: Slagelse Kommune
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.