Artiklen er opdateret for 5 år siden.
Korsor.News – Opdateret: Politiet bad bilisten om at standse på Caspar Brands Plads, men han fortsatte til Nygade, hvor han påkørte en anden bil og kørte videre.
Tirsdag aften kl. 17.30 gav en politipatrulje tegn om at standse til en mandlig bilist, der kom kørende ad Caspar Brands Plads i Korsør Sydby, men det skete ikke. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.
Betjentene fandt kokain i mandens lommer
Bilisten fortsatte videre ad Nygade, hvor han kørte ind i en anden bil. Det hindrede ham ikke i at fortsætte mod Tårnborgvej, hvor han dog blev standset.
Det var en 44-årig mand uden fast bopæl. Han blev sigtet for adskillige overtrædelser af færdselsloven, og da han blev visiteret, fandt betjentene kokain i hans lommer, og derfor blev han også sigtet efter lov om euforiserende stoffer.
Bilen var stjålet, og flugtbilisten var undveget fra afsoning
TV2 Øst skrev i går, at to personer blev anholdt, og at bilet var stjålet.
»Bilen var brugsstjålet, og de ville ikke standse, da vi forsøgte og på et tidspunkt lykkedes det os alligevel at standse dem og få anholdt to personer,« sagde Jan Nielsen, der er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til TV2 Øst.
Den anden person er en 40-årig mand fra lokalområdet, som blev sigtet for tyveri af bilen. Det skriver Sjællandske, som også skriver, at den 44-årige angiveligt var undveget fra afsoning af en dom.
Politiet ser alvorligt på sagen og efterlyser vidner
»Vi søger vidner, der har opholdt sig i området, mens alt det her fandt sted,« siger politikommissær Jens Jedig Christiansen, der er leder af Lokal Efterforskning ved Slagelse Politi, til Sjællandske, og fortsætter:
»Vi ser meget alvorligt på sådan noget, og er der borgere, som har været i området og har følt sig udsat for fare – ja, måske har de måtte bremse hårdt op i egen bil for ikke at blive ramt – så hører vi gerne fra dem.«
Opdatering: Artiklen er opdateret med oplysninger om den 40-årige mand og med udtalelser til TV2 Øst og Sjællandske. Red.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/red.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.