Bad ældre dame om et glas vand og tog hendes penge

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Korsor.News – I går blev en ældre dame i Teglværksparken på Halsskov udsat for tricktyveri. Politiet efterlyser mand med grimme tænder.

Mandag fik politiet en anmeldelse fra en 86-årig kvinde i Korsør om, at hun netop havde været ude for et tricktyveri. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

Den ukendte mand fulgte med ind i lejligheden

En ukendt mand havde spurgt kvinden, der sad på sin terrasse, om hun havde et glas vand, hvorpå den ukendte mand fulgte med hende ind i lejligheden.

Det lykkedes manden at distrahere den ældre kvinde, og han stjal hendes pung med indhold af kort og kontanter.

Tyveriet skete i går mandag omkring kl. 10.50 i Teglværksparken på Halsskov i Korsør.

Spinkel mand med kort hår og mørkt træningstøj

Tyven beskrives som: mand, dansk af udseende, cirka 35-45 år og 180 centimeter høj.

Han var spinkel af bygning, var mørk i huden og havde kort, brunt hår. Hans tænder var ikke velplejede, og han havde mørkt træningstøj på.

Politiet hører gerne fra eventuelle vidner, der har bemærket noget usædvanligt i området. Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/Red.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.