Aggressiv mand forhindret i at køre bil

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Korsor.News – To mænd måtte tilbageholde en fuld midaldrende mand på en parkeringsplads på Halsskov. Det var han ikke ret begejstret for, og han ville blandt andet “smadre” de tilkaldte betjente.

I går torsdag kl. 14.51 blev politiet kaldt til en parkeringsplads på Storebæltsvej på Halsskov i Korsør.

Her havde to vidner tilbageholdt en mand, der havde villet køre bil, selvom han virkede fuld. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Slog ud efter vidnerne og truede betjentene

Det var en 50-årig mand fra byen, som ganske rigtig havde fået en tår over tørsten, og han var noget aggressiv. Han havde endda slået ud efter de to vidner.

Da politiet ankom, truede han med at ville “smadre” betjentene, og for at sikre ro på stedet blev den 50-årige anholdt.

Han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og taget med til politistationen i Slagelse By. Han blev løsladt igen kl. 17.12.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/red.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.