Korsor.News — »Efter de foreløbige undersøgelser, som politiet har gennemført på stedet, lader det til, at der ligger en ulykke bag eksplosionen,« oplyser politiet.
I dag mistede en 52-årig mand livet ved en kraftig eksplosion, der skete på Broholmvej ved Frølunde Fed lidt uden Korsør. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
Formodede eksplosive stoffer/kemikalier i et udhus
Politiet fik anmeldelsen kl. 11.09, og flere politipatruljer blev sendt til stedet sammen med redningsberedskabet. I løbet af mandagen har politiet i samarbejde med politiets bomberydningstjeneste, kriminalteknikere og retsmedicinere foretaget en række kriminaltekniske undersøgelser og afhøringer på ulykkesstedet for at få klarlagt hændelsesforløbet.
Undersøgelserne er ikke tilendebragt endnu, men først på eftermiddagen blev der fundet formodede eksplosive stoffer/kemikalier i et udhus, og der venter nu en del arbejde med at få fjernet stofferne, så området – der har været afspærret – kan åbnes for borgerne på ny. Der er ikke andre personer, der er kommet noget til ved eksplosionen, men ejendommen og de tilstødende ejendomme har fået en del skader.
»Efter de foreløbige undersøgelser, som politiet har gennemført på stedet, lader det til, at der ligger en ulykke bag eksplosionen. Vi fortsætter dog vores undersøgelser for at klarlægge, om der i øvrigt er foregået strafbare forhold. Ud fra de tilvejebragte oplysninger er der ikke grund til, at borgerne i Korsør skal være bekymret for deres sikkerhed,« oplyser vicepolitiinspektør Rune Dahl Nilsson i pressemeddelelsen.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Richard Villalon / iStock). PM/lale.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.