Artiklen er opdateret for 4 år siden.
Korsor.News – En mand blev stukket og frarøvet sin bil af to bekendte. Nu søger politiet efter vidner, der har oplysninger om den stjålne bil, som er en gråmetallic Mazda 6 med registreringsnummer VH 41087.
Onsdag aften kl. 20.31 blev politiet kaldt til en lejlighed i Korsør, hvor en 30-årig mand var blevet overfaldet af to bekendte. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.
Kun den ene gerningsmand er anholdt og sigtet
Gerningsmændene havde stukket ud efter den 30-årige med en kniv, så han havde fået nogle snitsår, og derefter havde de stjålet nøglerne til en bil, som de stak af i sammen med en tredje mand, der ventede udenfor.
Den 30-årige blev kørt til behandling for sine knubs på sygehuset i Slagelse.
Kl. 22.52 anholdt politiet en 23-årig mand fra Korsør, og han blev sigtet for kvalificeret vold. Han fremstilles formentlig i grundlovsforhør i løbet af torsdagen.
Politiet leder efter de to andre gerningsmænd
Politiet har en formodning om, hvem de to andre gerningsmænd er og leder i øjeblikket efter dem.
Politiet hører gerne fra eventuelle vidner, der har oplysninger om den stjålne bil. Bilen er en gråmetallic Mazda 6, årgang 2003, med registreringsnummer VH 41087.
Anklager Tina Nielsen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser til Sjællandske, at røveriet skete i en lejlighed, som ligger på Halsskovvej.
Læs videre: To knivstikkere anholdt for vold og røveri.
Opdatering: Artiklen er opdateret med mellemrubrik og med oplysninger om Halsskovvej. Red.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Kim Matthai Leland / Rigspolitiet). Note/red.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.