Korsor.News – »Vores solpanelpark på Halsskov producerer billig og CO2-neutral varme til vores kunder. Derfor er det meget trist, at der er nogen, som har udøvet hærværk i parken,« skriver SK Forsyning. Solpanelparken ligger ved en sti, der forbinder stationen og Motalavej.
Ukendte gerningsmænd har på et tidspunkt mellem onsdag kl. 12.00 og torsdag kl. 05.50 begået hærværk mod solcelleparken på Energivej på Halsskov i Korsør.
Hele 21 solcellepaneler blev smadret med en ukendt genstand. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.
Ligger ved offentlig sti mellem Korsør Station og Motalavej
SK Forsynings solcellepark, der er nabo til den nye biomassefyrede fjernvarmecentral på Energivej 11, ligger ud til en offentlige sti, der blandt andet forbinder Korsør Station og Motalavej.
SK Forsyning beder om hjælp fra borgere, som har oplysninger, eller som måske har set noget på eller omkring Energivej.
»Vores solpanelpark på Halsskov producerer billig og CO2-neutral varme til vores kunder. Derfor er det meget trist, at der er nogen, som har udøvet hærværk i parken,« skriver SK Forsyning i en nyhedsmeddelelse og fortsætter:
»Der er blevet smadret 21 paneler, og som man nok kan regne ud, er de jo ikke gratis. Det er naturligvis blevet politianmeldt, men hvis nogen har oplysninger, der kan hjælpe med opklaring, så hører vi meget gerne fra jer på: info@skforsyning.dk.«
Skaderne på panelerne løber op i mindst 400.000 kroner
SK Forsyning forventer, at skaderne løber op i mindst 400.000 kroner.
»Det er et problem og ret irriterende. Det ødelægger noget for os og de borgere, der får varme fra anlægget. Hvert panel koster cirka 20.000 kroner,« siger Malene Sadowski fra SK Forsyning til TV2 Øst.
Læs også: Stort solvarmeanlæg på vej til Halsskov.
Solpanelparken blev opført af Aalborg CSP A/S i 2019 og forsyner primært borgerne på Halsskov og i Korsør med billig CO2-neutral fjernvarme.
Politiet hører også gerne fra eventuelle vidner, der har bemærket noget usædvanligt i området på gerningstidspunktet. Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.
Øverst: Ødelagte solpaneler. (Foto: SK Forsyning). RK/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.