2 millioner til Storebæltscenter

Korsor.News – »Det er dejligt, at et nyt “Storbæltscenter” kommer på Finansloven 2025. Det er en anerkendelse af projektet og vigtigt for os, så vi kan forvandle Kruusesminde til den naturperle, vi ønsker at udvikle til vores borgere – med hensyntagen til de mange dyr og den fauna, der eksisterer,« lyder det fra borgmesteren i Slagelse Kommune.

Naturområdet Kruusesminde på Halsskov ved Korsør er kommet på finansloven. Projektet får 2 millioner kroner til at understøtte arbejdet med en projektplan for et Storebæltscenter, som skal ligge på Kruusesminde. Det skriver Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.

Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): Kruusesminde ved Korsør får 2 millioner kroner fra finansloven 2025 til udvikling af et Storebæltscenter. Projektet skal skabe et unikt naturområde ved Storebælt og bidrage til biodiversitet, turisme og den grønne omstilling. Slagelse Kommune har allerede afsat 600.000 kroner og opkøbt 260 hektar landbrugsjord, der skal omdannes til en sammenhængende naturpark. Derudover er 3 millioner kroner øremærket til at flytte naturskolen til området. Borgmester Knud Vincents (V) og Jørgen Grüner (SF) glæder sig over midlerne, som markerer første skridt mod at realisere visionen for Kruusesminde som naturperle og turistmål.

Udviklingsplan for naturområdet ud til Storebælt

Slagelse Kommune er kommet på finansloven og får 2 millioner kroner til en udviklingsplan for naturområdet ud til Storebælt, Kruusesminde – der på sigt skal blive til et Storebæltscenter. Det står klart efter regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og forligspartierne (Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre) i går præsenterede finansloven 2025.

Slagelse Kommune har i forvejen afsat 600.000 kroner i budget 2025, og nu får naturområdet yderligere 2 millioner kroner. Meningen er, at området skal udvikles til et enestående naturområde ud til Storebælt, og pengene er målrettet arbejdet med en projektplan for et “Storebæltscenter”. Derudover har kommunen afsat 3 millioner kroner til at flytte naturskolen til området.

»Det er dejligt, at et nyt “Storbæltscenter” kommer på Finansloven 2025. Det er en anerkendelse af projektet og vigtigt for os, så vi kan forvandle Kruusesminde til den naturperle, vi ønsker at udvikle til vores borgere – med hensyntagen til de mange dyr og den fauna, der eksisterer. At projektet kommer på finansloven, spiller fint ind i den overordnede strategi, vi har for projektet Kruusesminde og de mål, vi har stillet op fra politisk side om også at satse på turister og at bidrage til den grønne omstilling,« siger borgmester Knud Vincents (V).

Opkøbte 260 ha landbrugsjord ved Kruusesminde

Tidligere i år gik Naturfonden og Slagelse Kommune sammen om at investere 57 millioner kroner og opkøbte 260 hektar landbrugsjord ved Kruusesminde. Området ligger ud til Storebælt og tæt på Storebæltsbroen og har, indtil jorden blev opkøbt i år, været drevet som landbrugsjord.

Hele området med de tidligere dyrkede marker skal udvikles til ét stort, sammenhængende naturområde, som kommunens eksisterende naturprojekt Halsskov Overdrev også bliver en del af. Målet er at forvandle området til et nyt naturområde, som både kan være med til at styrke biodiversiteten, give borgere og turister nye naturoplevelser og være med til at reducere CO2-udledningen.

»Det er en stor sejr for alle, der elsker naturen. Med de 2 millioner kroner, der er afsat i 2025, kan vi nu tage de første skridt mod at realisere et Storebæltscenter ved Kruusesminde. Vores vision er, at det skal fungere som en central del af en blå naturpark og bidrage til det større naturområde, vi arbejder på i Kruusesminde,« siger byrådsmedlem Jørgen Grüner (SF), der er formand for klima- og miljøudvalget.

Øverst: Naturområdet Kruusesminde på Halsskov ved Korsør. (Foto: Slagelse Kommune). PM/anne.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/xoiv