Stillinge-bussen i Stillinge-skoledistrikt sendes i høring

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Slagelse.News – Stillinge-bussen er tænkt som en åben borgerbus og skal køre som en forsøgsordning fra næste køreplanskift. Erhvervs- og Teknikudvalget ønsker, at bussen skal være gratis for alle borgere.

Den 12. august 2019 har Erhvervs- og Teknikudvalget godkendt, at forsøgsprojektet med borgerbusser i Stillinge-området skal sendes i høring fra den 13. august til den 5. september 2019.

Kommunale busser skal være til gavn for flere målgrupper

“Stillinge-bussen” er et etårigt forsøgsprojekt for den kollektive trafik. Det går ud på at dække området ind med kommunale busser, som skal være til gavn for flere målgrupper i lokalområdet.

Stillinge-bussen er tænkt som åben borgerbus og skal køre som forsøgsordning fra næste køreplanskift.

Formålet med bussen er, at der oprettes en lokal buslinje, der dækker flere transportbehov end de nuværende buslinjer.

Stillinge-bussen vil kunne opfylde flere transportformål såsom:

  • Den daglige skoletransport til Stillinge Skole
  • De daglige indkøbsture, herunder i Slagelse By
  • Besøgsture til blandt andet familie og venner
  • Turistrelaterede kørsler til for eksempel Stillinge Strand
  • Kørsel til sportsforeninger.

Bussen skal fremme hele lokalområdet og binde oplandet bedre sammen, således området vil kunne bruges mere aktivt til gavn for Stillingeskolen, sportsforeninger, butikker og spisesteder.

Bussen vil også knytte Stillinge-området bedre sammen med Slagelse By og dermed fremme borgernes adgang til en række vigtige funktioner og serviceydelser, der ikke findes i Stillinge og omegnen.

Forslaget til ruterne er lavet ud fra borgerinddragelse

Ved planlægning af buslinjen har kommunen holdt to borgermøder, hvor borgerne blandt andet skulle tage stilling til serviceniveauet og betjeningsomfanget for Stillinge-bussen.

Der kom mange forslag på møderne, som er kogt sammen til et ruteforslag: slagelse.dk (pdf).

Erhvervs- og Teknikudvalget i Slagelse Kommune har det overordnede ansvar for den kollektive trafik og arbejder på at gøre bustrafik så billig som muligt for kommunens borgere, fordi man mener, at dyre busbilletter kan modvirke borgernes aktivitet og deltagelse i lokalområdet.

Derfor vil Stillinge-bussen være gratis for alle borgere. En billet til en bustur med Stillinge-bussen vil altså ikke koste noget.

For at skabe økonomisk råderum til bussen skal busserne 438, 439 og 491 afbestilles fra 2020, da de er meget omkostningstunge i kommunens busbudget.

Disse busser er såkaldte åbne skolebuslinjer, som transporterer mange skolebørn fra Stillinge Skole i myldretiderne.

Dog er der mange huller i køreplanen midt på dagen, og der er konstateret mange tomkørsler, som formentlig skyldes, at busserne ikke kan imødekomme de øvrige transportbehov i lokalområdet.

Skolebørn på Stillinge Skole beholder serviceniveauet

Stillinge-bussen vil sikre børn på Stillinge skole samme serviceniveau som i dag. Der vil være syv afgange om dagen, som ligger indenfor skoletiderne.

Bussen vil også tage højde for Trelleborg Friskoles elever, som hovedsageligt kommer fra Slagelse. Enkelte børn vil dog komme til at mangle bussen, men Slagelse Kommune er i dialog med forældre og skole om løsninger, som dækker deres transportbehov.

Kørsel i to retninger om morgenen og om eftermiddagen

Bussen vil køre i faste minuttal. For at sikre korte transporttider vil bussen køre i to retninger morgen og eftermiddag.

De øvrige afgange vil bussen køre mod uret: Slagelse Station mod nord til Havrebjerg – Bildsø – Stillinge – Stillinge Strand – Hejninge – Slagelse station.

Kommentarer og bemærkninger til den nye borgerbus skal sendes til teknik@slagelse.dk senest den 5. september 2019.

Øverst: Skærmfoto. (Foto: Slagelse Kommune). RK/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.