Slagelse.News – To personer blev ramt af skud i nat på Bildsøvej nær Næsby Strand vest for Slagelse By.
I nat klokken 01.41 fik politiet en anmeldelse om, at der var afgivet skud på en adresse på Bildsøvej nær Næsby Strand vest for Slagelse By. Det viste sig, at to personer var blevet ramt. Personerne blev behandlet på sygehuset og er meldt uden for livsfare. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
Intet tyder på en banderelateret hændelse
Politiet har natten igennem arbejdet på stedet, herunder med kriminaltekniske undersøgelser, og det forventes at undersøgelserne kommer til at vare et stykke tid endnu. Bildsøvej er derfor spærret indtil videre, og folk opfordres til at finde alternative ruter.
»Det er endnu for tidligt at sige noget om motivet bag skudepisoden, men vi arbejder ud fra flere hypoteser. Vi kan dog sige, at der er intet, der tyder på, at hændelsen er banderelateret, og ud fra de nuværende oplysninger vurderer vi, at der er tale om en isoleret hændelse,« siger vicepolitiinspektør Rune Dahl Nilsson.
Der er angiveligt set en lægehelikopter omkring Næsby Strand cirka klokken 02.15 i nat, og den fortsatte angiveligt til Odense Universitetshospital. Herefter er der set teknikere iført DNA-dragter. Det skriver TV2 Øst.
Politiet hører gerne fra personer, der har hørt eller set noget omkring gerningstidspunktet klokken 01.41 i nat i området ved Næsby Strand og Bildsøvej. Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Slagelse Media). PM/pele.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.