Slagelse.News – Lokalt Arbejdsmarkedsråds Jubilæumspris 2019 for socialt ansvar går til Plejecenter Kirke Stillinge. »De er rigtig gode til at inspirere deres medarbejdere til at blive uddannet, og de er gode til integration,« siger formanden for Lokalt Arbejdsmarkedsråd.
Plejecenter Kirke Stillinge har fået overrakt Lokalt Arbejdsmarkedsråds Jubilæumspris 2019. Prisen gives for at tage et stort socialt ansvar. Det skriver Slagelse Kommune.
Fokus på at give mennesker en chance for at få et arbejde
Plejecenter Kirke Stillinge har især fokus på at give mennesker en chance for at få et arbejde og en uddannelse. Mennesker, som ofte har stået uden for arbejdsmarkedet i længere tid.
»De er rigtig gode til at inspirere deres medarbejdere til at blive uddannet, og de er gode til integration. De er med i flere projekter som for eksempel “Bedre til ord, tal og it” og “Bliv SOSU klar”, skriver kommunen.
Plejecentret har et stort fokus på medarbejdertrivsel og på omsorg og trivsel for deres beboere. I alt har plejecentret 22 beboere og 40 medarbejdere. Nogle kører ud til ældre i egen bolig.
Selve prisen var flotte “Keramikhøns”, som er lavet af Nelly Gaskin. De flotte høns passer fint ind på plejecentret, hvor mange af beboerne selv har haft høns på gårdene i nærområdet.
Succes med at anvende de beskæftigelsesrettede ordninger
Formanden for Lokalt Arbejdsmarkedsråd, byrådsmedlem Thomas Clausen (EL), redegjorde for baggrunden for valget af plejecentret, som blandt andet er gode til at få succes med at anvende de mange beskæftigelsesrettede ordninger som for eksempel virksomhedspraktik, snusepraktik, jobrotation og ansættelse med løntilskud.
Det er forløb, som bringer mennesker i job og uddannelse. Ligeledes anerkendte Thomas Clausen plejecentrets lave sygefravær.
Alle bidrager til at gøre arbejdspladsen til et rigtig godt sted
Daglig leder Lilian Nielsen var utrolig glad for at modtage prisen og sagde, at alle medarbejdere skal være stolte over anerkendelsen – for alle bidrager til at gøre arbejdspladsen til et rigtig godt sted at arbejde og bo.
Lilian Nielsen fremhævede blandt andet det gode samarbejde og fællesskab, der modtager nye medarbejdere.
Lokalt Arbejdsmarkedsråds Virksomhedspris fejrer jubilæum
Virksomhedsprisen gives hvert år til en offentlig og en privat virksomhed, der i særlig grad udviser socialt ansvar og engagement ved at understøtte den lokale beskæftigelsesindsats.
I år kan den anerkendende pris også fejre 10-årsjubilæum. Dette afspejles på Jubilæumsdiplomet, som Bjarne Høj Christensen fra VASAC’s Kunstgruppe har leveret et flot og farvestrålende kunstværk til.
Øverst: Pressefoto. (Foto: Slagelse Kommune). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.