Slagelse.News – Coronakrisen har medført lukkede indkøbscentre, restauranter med videre, men hvem tilbyder levering, afhentning og andre ydelser under krisen. Få et overblik over Skælskær, Korsør og Slagelse her.
Lokale butikker, restauranter og andre erhvervsdrivende lider under coronakrisen, men nu oprettes der digitale markedspladser i Slagelse, Korsør og Skælskør, hvor man kan læse, om muligheden for levering og afhentning med videre.
Behov for kommunikation mellem virksomheder og borgere
Skælskør Bykontor og Skælskør Erhvervsforening deler information på bykontorets hjemmeside, hvor de ønsker at synliggøre, hvilke muligheder borgere i Skælskør har for at få varer bragt hjem.
»Vi oplever i denne tid et øget behov for kommunikation mellem virksomheder, foreninger og borgere. Vi vælger derfor løbende at lægge relevant information på denne side,« skriver bykontoret på hjemmesiden.
Følg med i Skælskør på: www.bykontoret.dk.
Korsør Erhvervsforening har også lavet en fælles handelsplatform for sine medlemmer, hvor de lokale kunder hurtigt kan orientere sig om, hvad det fortsat er muligt at købe af varer og serviceydelser.
»Huskhandllokalt.nu er en platform, hvor Korsør Erhvervsforening og Cityforening ønsker at facilitere muligheder for foreningens medlemmer i denne tid, hvor Danmark lukker ned pga. Corona-virussen. Muligheden består i, at man kan få delt sine services/ydelser/produkter med borgere i lokalområdet,« skriver de på den nye hjemmeside.
Følg med i Korsør på: www.huskhandllokalt.nu.
Det sidste initiativ er i Slagelse By, hvor Pernille Ivalo Frandsen og Erik Freyberg hver især fik den samme ide. De har nu inviteret medlemmer af Business Slagelse og andre interesserede forretninger til at dele information i deres Facebook-gruppe, som hedder Slagelse Leverer Varen.
»Ideen opstod, fordi flere og flere forretninger lagde opslag på Facebook om muligheden for levering og afhentning. Men de opslag drukner jo meget hurtigt i by-grupperne,« siger Pernille Ivalo Frandsen til Slagelse.News og fortsætter:
»Jeg sad selv en eftermiddag og ville gerne bestille mad på denne måde for at bakke op, men havde svært ved at finde de opslag frem igen. Nu har vi et samlet sted, hvor forretningerne kan fortælle om mulighederne under krisen.«
Følg med i Slagelse på: www.facebook.com/SlagelseLevererVaren/.
Opfordrer kraftigt til, at man husker sine lokale butikker
Destination Sjælland, der holder til på Posthuset i Slagelse By, har tidligere på ugen, nogle timer før forbuddet, været ude med en opfordring.
Læs også: Forbud mod at flere end 10 personer samles.
»Rigtigt mange af vores aktører er virkeligt hårdt ramt og nærmest lukket ned, fordi det hele står stille, og alle meget forståeligt bliver hjemme,« sagde Jens Müller, direktør i Destination Sjælland.
Destination Sjælland vil på det kraftigste opfordre til, at man husker sine lokale butikker og spisesteder med mad ud af huset samt andre aktører og leverandører, mens Danmark er på standby.
»Brug og handl hos de aktører i det omfang myndighedernes retningslinjer giver mulighed for det. Vi er nødt til at være så gode naboer, som vi overhovedet kan og vær med til at tage et kollektivt ansvar for at holde hjulene i gang, hvor det er muligt,« opfordrede direktøren og fortsatte:
»På den måde sikrer vi også, at vi har aktører med en stærk lokal forankring, når krisen er overstået.«
Læs også: Destination Sjælland: Tag kollektivt ansvar.
Øverst: Genrefoto. (Foto: Sinenkiy / iStock). RK/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.