Herre tog bestik i restaurationen

(Artiklen er udgivet for omkring 1 år siden). 

Artiklen er opdateret for 1 år siden.

Slagelse.News – En 62-årig herre fra nabokommunen tog ikke bestik af situationen i Slagelse, da han opfattede kniv og gaffel samt salt- og pebersæt som takeaway.

Mandag eftermiddag fik politiet en anmeldelse om, at en mand havde stjålet bestik fra en cafe på Schweizerpladsen, men nu blev tilbageholdt på stedet. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

Manden havde været på spil flere steder

Der var tale om en 62-årig mand fra Sorø, som erkendte at have nappet et sæt med kniv og gaffel, som han forklarede, at han skulle bruge hos sig selv. Mens politiet optog anmeldelsen, henvendte en anden mand sig og anmeldte, at den 62-årige dagen forinden havde stjålet to salt- og pebersæt fra en nærliggende cafe, hvilket fremgik af overvågningsbillederne. Den 62-årige blev herefter sigtet for begge tyverierne.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). DR/lale.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.