VUC Vestsjælland Syd en del af Team Danmark

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Slagelse.News – Slagelse Talent & Elite udvider samarbejdet med endnu en uddannelsesinstitution. Denne gang VUC Vestsjælland Syd.

I dag indgik Slagelse Talent & Elite samarbejde med VUC Vestsjælland Syd, det betyder at uddannelsesinstitutionen nu bliver en del af kommunens Team Danmark-samarbejde.

Mange dygtige idrætstalenter i Slagelse Kommune

Unge på VUC Vestsjælland Syd får nu mulighed for at blive en del af Slagelse Talent & Elite, som er Slagelse Kommunes talentordning for idrætstalenter.

»I Slagelse har vi rigtig mange dygtige idrætstalenter, og vi gør meget ud af at give dem de bedste forudsætninger, for at de kan passe både skole og sport. Derfor er jeg glad for, at VUC Vestsjælland Syd nu bliver en del af samarbejdet, så vi også kan tilbyde kursisterne her på VUC et medlemskab og samarbejde med Slagelse Talent & Elite,« siger borgmester John Dyrby Paulsen (S).

VUC Vestsjælland Syd har tidligere haft maratonløber og ambassadør for Slagelse Talent & Elite, Abdi Ulad, på kursistlisten, og uddannelsesinstitutionen har derfor kendskab til og forståelse for livet som talentfuld idrætsudøver, der til tider kræver benhårde prioriteringer.

Netop samarbejdet med VUC Vestsjælland Syd er afgørende, da mange atleter tager et år med fokus på sporten og nu får mulighed for, at de samtidig kan læse enkelt fag op, så de stadig uddanner sig, selvom det primære fokus er sporten for en tid.

»Vi er rigtig glade for det nye samarbejde. Det bliver helt sikkert lettere for vores unge i Slagelse at kombinere sport og uddannelse på højt niveau, og vi er stolte af at være en del af et samlet uddannelsestilbud her i kommunen, som bakker tiltaget op,« siger rektor for VUC Hanne Michelsen.

»Samfundstrenden går generelt i retning af “dual career” – nemlig dét, at man i højere grad tilrettelægger sit arbejdsliv, samtidig med at man kan dyrke sin passion. Vi har mange gode talenter i Slagelse om end det er musikken, håndværksfag eller sporten. I dual career er sporten frontløber, og vi vil meget gerne at det på talentudviklings- og eliteniveau sker her i Slagelse Kommune,« afslutter Borgmester John Dyrby Paulsen.

Fakta om Team Danmark og Slagelse Kommune

Slagelse Kommune blev Team Danmark elitekommune i 2016. I samarbejdet er der 6 prioriterede idrætter, men atleter med hvilken som helst sport, kan søge og blive optaget.

Følgende uddannelsesinstitutioner er i samarbejde med foreninger og kommune: Slagelse Gymnasium, ZBC Handels og Teknisk gymnasium samt de erhvervsrettede ungdomsuddannelser EUD og EUX, Erhvervs Akademi Sjælland, X-Class og nu også VUC.

Informationsmøde om Slagelse Talent & Elite afholdes på ZBC den 21. november 2019.


Foto: Slagelse Kommune.


This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.